
KØBENHAVN: København skal betale op mod 23 mio. kr. tilbage til udenlandske ægtefolk, viser en juridisk redegørelse. Det skriver DR. Siden 2018 har hovedstadskommunen uretmæssigt opkrævet gebyrer for vielser af omkring 12.000 par, som primært er udenlandske par uden fast bopæl i Danmark.
Gebyrerne på op til 4.500 kr. er opkrævet for vielser på rådhuset på særlige tidspunkter og for vielser på udendørs steder, som kommunen selv har anvist. Men ifølge loven må kommunen kun tage betaling, hvis parret selv har anmodet om at blive viet et sted udenfor rådhuset, og der er ekstra udgifter forbundet med det.
Flere københavnske politikere, heriblandt Louise Theilade Thomsen (V) ønsker reglerne ændret, så det bliver lovligt at opkræve gebyr:
- Det er rigtig dejligt, at der er en masse udenlandske turister, der har lyst til at komme og blive viet. Men Københavns Kommunes opgave er først og fremmest at sikre, at københavnerne kan blive viet, siger hun til DR.
"Står overfor en økonomisk udfordring"
Sagen skal drøftes senere på ugen i Københavns kultur- og fritidsudvalg. Her skal politikerne bl.a. beslutte om de vil søge hjælp hos social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S) og appellere til, at loven imod gebyrer ændres.
Indtil politikerne har truffet en beslutning er kultur- og fritidsforvaltningen stoppet med at inddrive gebyrer, og forvaltningen har droppet en bestemt type vielser kaldet "I do now", hvor vielserne foretages på Rådhuset på udvalgte tidspunkter.
Det betyder ifølge forvaltningen, at Københavns Kommune "står overfor en økonomisk udfordring som, hvis den ikke håndteres, medfører en betydelig risiko for, at forvaltningen ikke kan opretholde det nuværende serviceniveau og dermed antallet af vielser".
Forvaltningen lægger op til at de økonomiske udfordringer vil indgå som specifik udfordring til forhandlingerne om Budget 2026.
Du kan læse mere om sagen her.
lal
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.