Tre prøvede byrådspolitikere genvalgt som spidskandidater
For femte gang er Frank Schmidt-Hansen konservativ spids i Vejen.
Foto: Søren Gylling, Ritzau Scanpix.

KV21:
Tre prøvede byrådspolitikere genvalgt som spidskandidater

Følg de seneste udpegninger af spidskandidater til KV21 i K, R og DF - i Vejen, Næstved og Sorø.
19. NOV 2020 12.00
TEMA: KV21

Der udpeges løbende spidskandidater op til KV21, og vi begynder i Vejen, hvor De Konservative igen har valgt Frank Schmidt-Hansen som spids, skriver JydskeVestkysten.

Han har over 20 års erfaring med lokalpolitik - først i Rødding, siden i Vejen, hvor K har fire ud af de 27 medlemmer. Partiet ser muligheder ved KV21, da Venstre, der med Egon Fræhr har haft borgmesterposten siden 2007, ikke længere kan drage fordel af borgmestereffekten. Nu er Morten Thorøe ny V-spids.

Ved KV17 fik Schmidt-Hansen med 1.529 næstflest stemmer efter Fræhr og foran S-spids Jørgen Thøgersen med 1.410. Thøgersen er S-spids igen.

I Næstved har De Radikale igen peget på Lars Hoppe Søe som spids, skriver sn.dk. Han har siden KV05 siddet i byrådet, hvor partiet har to ud af 31 pladser.

Ved KV17 fik han med 1.350 fjerdeflest personlige stemmer efter borgmester Carsten Rasmussen (S) med 10.275, V-spids Kristian Skov-Andersen med 3.975 og K-spids Helge Adam Møller med 1.441. Sidstnævnte stiller ikke op igen denne gang.

I nabokommunen Sorø er viceborgmester og formand for social- og sundhedsudvalget Lars Schmidt genvalgt som DF-spids for tredje gang, oplyser sn.dk.

DF har to ud af 25 pladser i byrådet, hvor Gert Jørgensen (K) har været borgmester siden KV13 og genopstiller, mens V har skiftet spids. Før var det Rolf Clausen og nu Kasper Nygaard.

Ved KV17 fik Lars Schmidt med 419 femteflest personlige stemmer efter Gert Jørgensen med 2.284, S-spids Anne Madsen med 1.184, tidligere S-borgmester Ivan Hansen med 727 og Rolf Clausen med 437. 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev