Borgerservicechef på Ærø frifundet for bestikkelse

Det var små beløb til julefrokoster, alle i kommunen - også ledelsen - vidste det, og der var ikke noget gaveregulativ, lyder begrundelsen for frifindelsen.
17. NOV 2020 14.05

ÆRØ: Chefen for borgerservice og vielseskontoret i Ærø Kommune er blevet frifundet for at have taget imod bestikkelse, oplyser Retten i Svendborg. Alle i kommunen kendte til pengene, der gik til julefrokoster.

Borgerservicechefen var tiltalt for at have modtaget ca. 13.900 kr. i bestikkelse fra det tyske ægteskabsbureau Weltweit-Heiraten, der flittigt benyttede Ærø som bryllupssted for sine kunder. Af dommen fremgår, at borgerservicechefen personligt modtog 200 euro i 2013, at hun var bekendt med, at personaleforeningen modtog lignende beløb i 2014, 2015 og 2016, og at hun selv i 2017 modtog 500 euro til julefrokostkontoen.

Ifølge dommen er modtagelsen af pengene omfattet af straffelovens bestikkelsespragraf, uanset at pengene gik til personalet som sådan og ikke til tiltalte personligt, og uanset at borgerservicechefen "ikke med rimelighed kunne siges at have haft en personlig fordel af gaverne", forklarer retten på sin hjemmeside. Hun er principielt også strafansvarlig for det på personaleforeningens vegne, hedder det videre.

Når hun alligevel er frifundet, skyldes det dels "den trods alt begrænsede værdi", dels "den fulde åbenhed i kommunen, herunder i de øverste ledelseslag, om modtagelsen af gaverne i perioden". Desuden havde kommunen ikke dengang fastsat specifikke retningslinjer for modtagelse af gaver.

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev