Kortet viser antal smittede pr. 100.000 indbyggere. De 30 grå kommuner har været uden nye smittede den seneste uge.
Foto: Statens Serum Institut

111 nye smittede - antal indlagte falder stadig

44 er testet positiv i Aarhus og seks i Silkeborg. Roskilde, Randers og Syddjurs har stigende tal.

Der er 111 nye registrerede tilfælde af covid-19 det seneste døgn, viser dagens tal fra Statens Serum Institut.

Med  44 nye smittede er Aarhus igen højest, mens Silkeborg har seks nye smittede.

Derimod er der ingen nye tilfælde i hverken Ringsted, som har været hårdt ramt, eller i Sorø og Solrød, som begge blev udpeget som bekymringsområder forleden. Det samme blev Glostrup og Nyborg, og her er der begge steder en enkelt ny smittet.

Til gengæld er syv nye tilfælde i Randers, fem i Roskilde og fire i Syddjurs mere end normalt. København har ti nye smittede.

Færre indlagt

Antallet af indlagte er siden tirsdag faldet med fire til 16, og der er nu kun én patient indlagt på intensiv afdeling. For første gang i lang tid er ingen i respirator, og der er ikke registreret nogen døde med covid-19  det seneste døgn.

- Det er rigtig dejligt at se, at den opadgående tendens, vi har set, i hvert fald ikke fortsætter og måske endda tenderer til at være nedadgående, siger professor i virologi ved Aarhus Universitet Søren Riis Paludan til Ritzau.

- Det giver en eller anden form for næring til håb om, at vi kan inddæmme de her udbrud, vi har set de seneste par uger, og at vi ikke får øget pres på sundhedssystemet. Det er i og for sig gode nyheder, siger Søren Riis Paludan.

Lokale forhold

Situationen giver fortsat travlhed rundt om i kommuner og regioner.

I Silkeborg er der ikke konstateret smittetilfælde på hverken kommunens 22 plejecentre,  blandt de testede på fire daginstitutioner eller på kommunens skoler. Der er dog stadig børn, som holdes hjemme i karantæne.  Der er genindført besøgsrestriktioner på botilbud og forsorgshjem i Silkeborg med beboere eller personale i risikoguppen.

Flere midtjyske hospitaler har begrænset adgangen for besøgende. Det gælder blandt andet i Silkeborg, Viborg, Skive og Hammel, hvor en række døre vil være lukkede. Samtidig begrænses antallet af besøgende og ledsagere, og alle patienter og pårørende bedes tage mundbind på.

I Aarhus er en medarbejder i Borgerservice uden borgerkontakt blevet smittet, oplyser kommunen. Betjeningen af borgerne fortsætter med de restriktioner, som allerede var indført.  

På Tranbjergskolen er alle 50 elever i 10. klasse-afdelingen sendt hjem, efter at en elev, som var testet positiv, alligevel var mødt op, skriver stiften.dk. Mandag blev 22 elever fra specialskolen Stensagerskolen sendt hjem, efter at tre chauffører viste sig at være smittet.

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
DK Job