Yderligere en person død med corona torsdag

Antallet af smittede og indlagte med coronavirus er torsdag steget, og der er yderligere et dødsfald, viser tal fra SSI. 'Nu skal vi huske de gode vaner,' lyder det.
23. JUL 2020 14.15
TEMA: Corona

Antallet af personer, der er indlagt med coronavirus i Danmark, er steget torsdag. Samtidig er der registreret yderligere et dødsfald, der relateres til coronavirus. Det viser de tal fra Statens Serum Institut, der er offentliggjort torsdag klokken 14.

I alt er 19 indlagt med smitten, hvoraf tre ligger på intensiv. Med det senest registrerede dødsfald er det samlede dødstal i Danmark på 612.

Tallet for nye personer, der er bekræftet smittet, var torsdag 42. Der har den seneste tid været fokus på, at antallet af bekræftet smittede er steget uge for uge.

I uge 27 var der gennemsnitligt 18 flere bekræftet smittet hver dag. Ugen efter var tallet 24, og i sidste uge 29 blev der gennemsnitligt bekræftet 34 nye smittede dagligt.

Gennemsnittet for tirsdag, onsdag og torsdag denne uge er 43.

- Stigningen viser, at virus stadig er her, og at vi ikke må glemme at holde afstand og være opmærksom på god håndhygiejne, selvom det er sommerferie, skrev Tyra Grove Krause, afdelingschef og overlæge på Statens Serum Institut, onsdag.

Også sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har på Facebook opfordret til ekstra påpasselighed, selvom det er gået godt i Danmark.

- Men måske er det lykkedes så godt, at vi nu er begyndt at slække en smule på de gode vaner, som skal holde virus nede. Det må ikke ske. Vi må for alt i verden ikke sætte det hele over styr nu, skriver han blandt andet. 

Bemærkelsesværdigt få indlagte

Når antallet af smittetilfælde stiger, er det bemærkelsesværdigt, at det ikke afspejler sig i antallet af indlagte, mener Henrik Nielsen, der er ledende overlæge og professor ved Aalborg Universitetshospital.

- Jeg bider særligt mærke i det, der ikke sker. Der sker ikke en tydelig stigning i antallet af vores indlagte patienter eller alvorligt syge, og det er måske det mest bemærkelsesværdige, siger han.

Når antallet af smittede stiger, burde antallet af indlæggelser gøre det samme inden for en til to uger, forklarer Henrik Nielsen. Det skyldes, at der typisk er en vis procentdel af de smittede, som bliver så syge, at det kræver indlæggelse.

- Der går et par uger, fra man begynder at se smittespredning, til det går så vidt til, at patienten bliver syg, så mere syg og indlagt. Men det er der, vi er ved at være nu, så det er lidt bemærkelsesværdigt, at vi ikke ser nogen forandring i dagens tal.

Samlet er 1.057.333 blevet testet for covid-19 siden marts, og 13.392 bekræftet smittet.

Ritzau / ibs

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt