Antallet af lønmodtagere i Danmark rykkede sig stort set ikke mellem november og december, viser foreløbige og sæsonkorrigede tal fra Danmarks Statistik. Dermed sluttede 2019 med cirka 29.000 flere lønmodtagere end 2018.
- Det er en svagere udvikling sammenlignet med de tre foregående år, skriver Danmarks Statistik om udviklingen i 2019.
Hvis man spreder den voksende skare af lønmodtagere ud over hele året, svarer den til, at yderligere 2.400 personer hver måned fik et job ifølge Danmarks Statistik. I årene 2016 til og med 2018 lå det månedlige gennemsnit på 3.900.
Selvom det kan se ud, som om der ikke er sket så meget mellem november og december 2019, viser de underliggende tal, at der er kommet over 2.000 flere lønmodtagere i den private sektor. Samtidig er antallet af lønmodtagere i det offentlige - hos eksempelvis kommuner, regioner og staten - faldet tilsvarende.
'Ikke så tosset'
Cheføkonom Erik Bjørsted fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd bider mærke i, at selvom jobvæksten blev den laveste siden 2013, så er der historisk mange lønmodtagere på det danske arbejdsmarked.
'Det er helt naturligt, at jobfremgangen efter næsten syv års opsving, går ned i tempo. I lyset af den usikkerhed der har været i den globale økonomi, er en samlet jobfremgang på næsten 29.000 personer i det forgangne år faktisk heller ikke så tosset,' skriver han i sin analyse af tallene.
Både hos Dansk Erhverv og Arbejdernes Landsbank forventer man, at 2020 byder på 20.000 flere lønmodtagere.
En del af forklaringen på, at jobvæksten løjer lidt af, er ifølge Dansk Erhvervs cheføkonom Tore Stramer, at væksten i Danmark og nogle af de lande, som danske virksomheder sælger mest til, er faldende. Tore Stramer peger på to sektorer, som har vist tegn på opbremsning.
'Vi kan således også se, at virksomhedernes inden for byggeriet og industrien har reduceret deres forventninger til beskæftigelsen i den nærmeste fremtid,' skriver han i en analyse.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.