dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Danske boligejere betaler 750 mio. kr. mere i grundskyld

Den gennemsnitlige grundskyld varierer voldsomt fra kommune til kommune, viser nye tal fra Danmarks Statistik.
21. NOV 2019 10.09

De danske boligejere har i år betalt mere i grundskyld, end de skulle sidste år. Ifølge tal fra Danmarks Statistik har boligejerne betalt 17,24 mia. kr. i 2019, og det er 750 mio. kr. eller 4,5 pct. mere end året før.

Grundskylden er en skat, som pålægges en grundejer af kommunen. Skatten er beregnet ud fra den offentlige vurdering af grundværdien.

- Grundskylden stiger, fordi de afgiftspligtige grundværdier stiger, og samtidig er grundskyldpromillerne i nogle kommuner øget i 2019. Det betyder højere grundskyld til boligejerne, forklarer boligøkonom Mira Lie Nielsen fra Nykredit i en skriftlig kommentar.

Tallene fra Danmarks Statistik viser desuden, at den gennemsnitlige grundskyld for boligejere varierer meget mellem kommunerne.

Boligejere i kommunerne Rudersdal, Hørsholm og Lyngby-Taarbæk betaler i gennemsnit den højeste grundskyld, mens de, som i gennemsnit slipper billigst, er boligejere i Vesthimmerland, Morsø og Vejen.

- Det er ikke den store overraskelse, at det er boligejerne i de dyreste egne af Danmark, som betaler mest i grundskyld. Men at forskellen varierer fra 32.216 kr. i gennemsnit i Rudersal til 3.054 kr. årligt i Vesthimmerland, er alligevel iøjnefaldende, siger Mira Lie Nielsen.

For en måneds tid siden blev det besluttet at udskyde de nye boligskatter fra 2021 til 2024.

Udskydelsen betyder også, at grundskylden fra 2021 kommer til at stige for langt flere boligejere, end hvis den oprindelige tidsplan havde holdt.

Det skyldes ifølge Mira Lie Nielsen, at grundskylden i 2021, 2022 og 2023 vil udregnes på baggrund af de nye vurderinger - fratrukket 20 pct. i forsigtighedsprincip - og gamle grundskyldpromiller.

- De nye vurderinger forventes generelt at være højere end de nuværende, og selvom skattegrundlaget kun udgør 80 pct. af vurderingen, så vil der være flere boligejere, som vil opleve højere grundskyld, siger hun.

Grundskylden vil dog ikke kunne stige mere end syv pct. årligt, da der er sat et loft over, hvor meget den må stige på årlig basis.

Ritzau

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/danske-boligejere-betaler-750-mio-kr-mere-i-grundskyld

GDPR