Sidste år var der stort set det samme antal børn i dagplejen og daginstitutionerne, som der var året før. Alligevel blev der ansat flere pædagoger på fuldtid til at tage sig af børnene, viser en opgørelse fra Danmarks Statistik.
Det hænger sammen med, at der i perioden kom flere børn i aldersgruppen 0-2 år og færre i aldersgruppen 3-5 år. Og fordi de 0-2-årige typisk kræver dobbelt så meget pædagogisk personale som de 3-5-årige, så har der været et behov for flere hænder.
Ifølge opgørelsen fra Danmarks Statistik blev der fra 2017 til 2018 ansat 700 flere fuldtidsansatte i dagplejen og daginstitutionerne, mens normeringerne for dagtilbud udviklede sig stort set fladt i samme periode.
Sådan er virkeligheden ikke
Det er dog ikke sådan, verden reelt hænger sammen ude i landets daginstitutioner, lyder det fra pædagogernes fagforening, Bupl.
- Normeringsopgørelsen er langt fra den virkelighed, som børn, pædagoger og forældre oplever i hverdagen ude på rød og blå stue.
- Vi er stadig 4.000 pædagoger bagud i forhold til for ti år siden, siger Elisa Rimpler, formand for Bupl, i en skriftlig kommentar.
Bupl er uenig i opgørelsen fra Danmarks Statistik, fordi fagforeningen ikke mener, at man bør indregne daginstitutionslederne i regnestykket.
Hos Danmarks Statistik spår man, at alene for at fastholde normeringerne på niveauet fra sidste år vil der de kommende år være behov for at ansætte flere pædagoger, da der kommer flere børn i førskolealderen.
- Over de næste ti år skal antallet af ansatte i dagtilbud formentlig øges med 8.700 personer, og ses der alene på de kommende fire år, er dette tal 2.400, skriver Danmarks Statistik i sin opgørelse.
Tallene er baseret på Danmarks Statistiks befolkningsfremskrivning, normeringsniveauet fra sidste år samt erfaringer fra sidste og forrige år om det faktiske antal børn passet i dagplejen og daginstitutionerne.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.