
Dansk Folkeparti holder årsmøde, Radikale Venstre holder landsmøde og Socialdemokratiet holder kongres. Men i virkeligheden betyder det alt sammen det samme: Det store årlige møde, hvor partiets medlemmer vælger formand og bestemmer, hvilken politik, der skal føres det næste år.
For Socialdemokratiet har dette års kongres været særligt længe ventet, for efter at have overtaget regeringsmagten er det tid til at idealpolitik kan blive til realpolitik: Hvad er det, sosserne vil med den magt, danskerne har givet dem?
En af de ting, som Mette Frederiksen havde med i inderlommen på sin blazer var en klimalov.
- De næste fire år kommer regeringen til at tage livtag med en af vor generations største udfordringer: Naturen. Miljøet. Klimaet, sagde statsministeren på kongressen.
Og derfor fastslår Mette Frederiksen, at regeringen vil gennemføre en bindende klimalov 'inden jul':
- Jeg er stolt over at lede en af de regeringer, der kan kalde sig en af de absolut mest ambitiøse på jordkloden. Og jeg vil gerne i dag takke SF, Enhedslisten og de Radikale. Det er jeres fortjeneste, at Danmark nu har en regering med det mål, at drivhusgasserne skal reduceres med 70 pct. Allerede i 2030. På bare ti år.
Ambitionen er så langt foran andre europæiske lande, at regeringen erkender, at man ikke kan fortælle, hvordan den konkret skal indfries. Derfor er pengene til de nødvendige tiltag heller ikke afsat.
Nogle af de tiltag, Mette Frederiksen dog konkret kunne pege på var blandt andet regulering af udledningerne fra landbruget, som bebudet i aftalepapiret. Derudover pegede hun på en ny og grøn infrastrukturaftale, indsatser over for flyselskaberne. Hun nævnte derudover ret meget i flæng ord som forskningen, el-biler, energibesparelser i boligerne, dyrere plastik, mere natur, mere skov og luftforurening – dog uden at komme nærmere ind på, hvad regeringen konkret ville gøre.
Regeringen ventes at lave en såkaldt klimahandlingsplan ved siden af klimaloven. I handlingsplanen ventes regeringen at konkretisere, hvordan målsætningen om at reducere drivhusgasserne med 70 pct. skal indfries.
Og lidt opmærksomhed til Arne – lidt
Derudover besluttede Mette Frederiksen igen at insistere på, at den snart 60-årige bryggeriarbejder Arne Juhl stadig godt kunne forvente at få lidt i pensionsposen. Mette Frederiksen slog igen fast, at hun vil kæmpe for at gennemføre den tidlige pension, der skal hjælpe nedslidte som Arne Juhl til en ‘værdig’ tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.
- Vi gik til valg på at indføre en ny ret til tidlig pension for dem, der er nedslidte. Og ja. Nu er det Arnes tur, sagde Mette Frederiksen i sin tale.
Hun kunne selv levere budskabet direkte til Arne Juhl, der var mødt op i Aalborg Kongres Center for at høre talen. I talen fastslog Mette Frederiksen, at der venter en hård kamp, før forslaget kan blive til virkelighed:
- Modstanderne står i kø. Politisk og i den offentlige debat. Nogle siger, det er for dyrt. Nogle siger, at førtidspension er svaret. Nogle siger, de nedslidte bare kan skifte branche. Der er sågar nogle, der siger, at der slet ikke er et problem med nedslidning. Og så er der dem, der siger, at regeringen arbejder for langsomt, og at du Arne er utålmodig. Selvfølgelig er du utålmodig. Det er jeg også.
Der var bare lige den hage ved det, at ud over penge til at indfri løftet og afgøre, hvem der skal have muligheden, så kæmper regeringen også med at samle politisk flertal. Før valget vurderede den forrige regerings embedsmænd, at det ikke kunne lade sig gøre at indføre Socialdemokratiets pensionsforslag uden at bryde et forlig.
Der er nu gået 235 dage, siden Socialdemokratiet foreslog en ret til tidligere pension. Men regeringspartiet har endnu ikke fremlagt en konkret model. Det har fået Dansk Folkeparti til at oprette en tæller på partiets hjemmeside med overskriften: ‘Hvornår bliver det til noget, Mette?’
DF vil konkret, R vil mere
De Radikale og Dansk Folkeparti havde ellers meldt hus forbi til at indgå i forhandlinger om pensionsalder. Blandt andet fordi Socialdemokratiet under valgkampen ikke kunne penge på, hvor pengene skulle komme fra. Siden overtog S regeringsmagten, og partiet har nu fået samme embedsværks ord for, at intet står til hindring for at lave en aftale om differentieret pension i denne regeringsperiode.
Dermed stiger presset på Dansk Folkeparti for at gå med i en aftale. Det afviser Thulesen Dahl heller ikke længere, men han vil se en konkret model først.
Til gengæld har De Radikales leder, Morten Østergaard, stadig ikke ambitioner om at sætte penge af til tidligere tilbagetrækning. Derfor skal Mette Frederiksen finde sit flertal med Dansk Folkeparti:
- Kristian, jeg regner med dig, lød det fra Mette Frederiksen til Thulesen Dahl.
De Radikale vil dog gerne tale om klimalov. In d til videre er De Radikales leder, Morten Østergaard, dog ikke tilfreds med handlingstempoet hos regeringen. Derfor har De Radikale fremlagt et nyt udspil kaldet ‘Fra håb til handling’, der rummer mål med overskrifter som ‘mindre udledning af CO2 fra landbrug og transport’.
- Når vi føler behovet for at sætte de her mål konkret op, så er det også, fordi vi oplever, at socialdemokraterne synes, at forståelsespapiret er rigeligt: At det er en fireårsplan. Det er det altså ikke for os, sagde Morten Østergaard til Ritzau forud for weekendens landsmøder.
Morten Østergaard understregede samtidig, at De Radikale ser forståelsespapiret som en aftale, hvor de fleste mål burde kunne implementeres i løbet af det første folketingsår.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.