Nu skal kæmpeøen være endnu større

KORT NYT23. AUG 2019 13.17

KØBENHAVN: På et nyt omrids af den kommende kæmpeø, Lynetteholmen, som Københavns Kommune, Transportministeriet og udviklingsselskabet By & Havn i dag har præsenteret for regeringen og hovedstadens politikere, er øen vokset til 282 hektar. Det skriver Politiken fredag.

Da øen for et lille år siden blev præsenteret af Københavns overborgmester Frank Jensen (S) og daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), var der kun lagt op til 190 hektar. Det betyder, at den kommer til at strække sig betydeligt længere ud i Øresund end først skitseret. Et vokseværk, der svarer omtrent til hele det 100 hektar store igangværende opfyld i Ydre Nordhavn.

Udvidelsen af kæmpeøen betyder også, at der er mere plads til grønne områder og boliger end oprindeligt skitseret, fremgår det af et notat fra Københavns Kommunes Økonomiforvaltning, skriver Politiken fredag.

MG