Solceller skal op på industritagene - og naboerne være medejere
Solcelleanlæg ved Tureby på Sydsjælland.
Foto: Jens Dresling, Ritzau Scanpix

Solceller skal op på industritagene - og naboerne være medejere

Markanlæg med solceller opleves godt nok ikke som stort problem af naturfrederne, men kan ifølge planlægnings-professor godt risikere folkelig modstand.
14. JUN 2019 17.23
TEMA: Folkemøde

Solcelleteknologien har et stort potentiale - måske 20-30 pct. af det samlede danske energiforbrug, men udgør endnu kun 3-4 pct.

Hvor de mange kvadratmeter solcellepaneler så skal sættes op, var en del af emnet for en Folkemøde-debat i Klimateltet fredag, hvor oplægget blandt andet lød, at solceller, der er godt på vej ned i pris, er en effektiv og nyttig teknologi, der kan opsættes her og der og allevegne.

- Jeg har kørt rundt i kongeriget, og det giver helt sikkert mening at få solcellerne op på de store tagflader i industrikvartererne, der står helt tomme hen, sagde professor i planlægning ved Aalborg Universitet Brian Vad Mathiesen.

- Det vil være langt at foretrække frem for de markanlæg, vi ser vokse frem rundt omkring i de her år. Jeg kan i hvert fald være bekymret for, at opsætning i naturen kan give folkelig modstand, for vi snakker om tusinder af hektar, hvor der skal paneler op, for at vi kan opnå det fulde udbytte.

Lasse Jesper Pedersen, der er klima- og energipolitisk rådgiver i Danmarks Naturfredningsforening, var - måske lidt overraskende - ikke så forskrækket over at se frem til de mange hektar med solenergi i landskabet. 

Han ser derimod 'sine' medlemmer - de lokale naturfredere - gå så meget ind for den grønne omstilling, at de vil være med på den, ligesom markanlæg kan gavne drikkevandsinteresser - underforstået, at så sprøjtes der jo så ikke som under jordbrugsdrift. Naturlige hegn og vildtpasssager vil også hjælpe ifølge ham.

Større batteriløsninger
Peter Birch Sørensen, forsker og professor i økonomi ved Københavns Universitet, der indtil for nylig har været formand for Klimarådet, fandt ligesom Brian Vad Mathiesen industritagene som den mest attraktive løsning til solceller i stor skala. Han så naturmæssige herlighedsværdier risikere at gå tabt, hvis omfangsrige anlæg skal op på jorden.

Brian Vad Mathiesen understregede, at hans vision med solceller på industritage for at skubbe de fossile brændstoffer ud vil spille godt sammen med mulighed for medejerskab for dem, der skal se på dem.

Han forestiller sig dermed, at de mange klimabevidste husejere, der i dag overvejer små husanlæg, kunne bruge deres investering væsentligt mere hensigtsmæssigt - blandt andet når det gælder batterier, som er langt mere rentable i stor skala i stedet for små husbatterier.

 

 

 

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt