
Kristendemokraternes delvist sygemeldte formand Stig Grenov vil ikke genopstille som landsformand for partiet, oplyser han. I stedet anbefaler han sin indtil nu midlertidige afløser, næstformand Isabella Arendt.
- Processen frem mod beslutningen har været længe undervejs. Imidlertid har tiden efter valgets udskrivelse for alvor gjort det klart, at det er tid til nye kræfter og visioner i spidsen for partiet, siger han i en meddelelse.
Det står ikke umiddelbart klart, hvornår Stig Grenov vil træde formelt tilbage. Han er sygemeldt fra formandsposten med selvdiagnosticeret stress, men er fortsat folketingskandidat i Københavns Storkreds og har i den egenskab genoplivet et uønsket fokus på partiets holdning til fri abort.
'Det er, som om alle kvinder skal have en abort for at være moderne og frigjort', skrev Stig Grenov i et tweet, som snart efter blev trukket tilbage og undskyldt.
Også den vikarierende formand Isabella Arendt lagde afstand. Hun beskrives som partiets store håb i jagten på at komme i Folketinget for første gang i 14 år.
- Isabella har igennem år udvist en kæmpe arbejdsindsats og dertil kløgt, format og overblik i praktisk håndtering af den politiske dagsorden. Det er min overbevisning, at Isabella vil styrke partiets stærke holdånd og føre KD videre ind i en ny tid, siger Stig Grenov, der har været partiets formand i syv år.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.