Minister slår fast: Ikke længere lovligt at kræve betaling på akutpladser
Foto: Sophia Juliane Lydolph, Ritzau Scanpix

Minister slår fast: Ikke længere lovligt at kræve betaling på akutpladser

En ny bekendtgørelse træder i kraft i dag. Den betyder, at kommuner ikke længere må opkræve betaling for blandt andet mad og tøjvask på akutpladser.

Fra i dag er det endegyldigt ikke længere lovligt for kommuner at opkræve brugerbetaling for tøjvask, mad og linned på akutpladser, når borgere visiteres efter sundhedsloven. Det præciserer en ny bekendtgørelse, som træder i kraft med det samme.

Ændringen sker, efter at det sidste år kom frem, hvordan en række kommuner havde en praksis, som senere blev kendt ulovlig. Helt konkret var det tilfældet i 52 kommuner, hvor borgere i gennemsnit blev opkrævet 160 kr. i døgnet.

Det er KL og Sundheds- og Ældreministeriet, der har forhandlet sig frem til den nye bekendtgørelse, efter at regeringen og Dansk Folkeparti i efteråret besluttede, at præciseringen af reglerne skulle på finansloven for 2019. Ifølge bekendtgørelsen er akutpladser en del af den vederlagsfri kommunale hjemmesygepleje, som er organiseret efter Sundhedsstyrelsens kvalitetsstandarder for kommunale akutfunktioner.

Derfor er det underordnet, om kommuner kalder tilsvarende pladser for for eksempel akutstuer, så længe formålet med opholdet for eksempel er at genoptræne ældre efter sygehusophold. Det kan også være, at patienten er for svækket til at komme hjem og stadig kræver behandling, som ikke nødvendigvis skal udføres på sygehuset.

Bekendtgørelsen gælder således ikke midlertidige pladser eller andre former for tilbud om aflastning, som kommuner har visiteret borgere til via serviceloven.

Blandt andet har Roskilde, Kolding, Aarhus og Herning allerede afskaffet brugerbetalingen, efter debatten om lovligheden af opkrævning blussede op sidste år. Dengang slog Kammeradvokaten fast, at det juridisk set var ulovlig praksis at opkræve betaling for vask af linned, mad osv.

 

Se ændringerne her.

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt