Koldfront på varmefronten mellem Ørsted og Esbjerg

KORT NYT25. JAN 2019 10.29

ESBJERG: Der er kold luft mellem Esbjerg Kommune og energiselskabet Ørsted, efter at sidstnævnte har varslet at ville lukke Esbjergværket og efterlade førstnævnte med 25.000 varmekunder uden varme. Lukningen af det kulbaserede værk er varslet til udgangen af 2022, og indenfor den frist er det ikke muligt at etablere en ny varmeforsyning, skriver JydskeVestkysten.

Striden mellem Ørsted og Esbjerg er blusset op, efter at der er konstateret politisk vilje på Christiansborg til at lade kommunen slippe for en ekstraudgift på 1,25 mia. kr. til et kombineret el- og varmeværk til biomasse, sådan som Ørsted havde ønsket. Esbjergs borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) finder det 'påfaldende', at Ørsted vil droppe Esbjerg, nu da kommunen 'ikke længere er tvunget til at rette ind efter hvad Ørsted ønsker', siger han til avisen.

Jesper Frost Rasmussen er især kritisk overfor tidsfristen, som han mener bør være mindst fem år, regnet fra tidligst det tidspunkt der bliver givet tilladelse til nedlukning. Borgmesteren henviser til Fynsværket, som Vattenfall ville lukke ned, og mener at fristen fra dengang må danne præcedens. Ørsted vil ikke kommentere sagen.

mk

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
DK Job
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt