0,1 procentpoint mindre skat i København giver for 130 mio. kr. luft til andre
Enhedslistens budgetordfører, socialborgmester Karina Vestergård Madsen, udlægger teksten på et pressemøde om budgetaftalen. Alle andre partier end S og SF er til stede.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

0,1 procentpoint mindre skat i København giver for 130 mio. kr. luft til andre

Socialdemokratiet kørt over af rød-blå budgetaftale. Enhedslisten bytter uanvendelig skat for mærkesagerne klima og velfærd.

KØBENHAVN: Socialdemokratiet er hensat i indebrændt vrede over dagens københavnske budgetaftale, som overborgmesterpartiet og SF er holdt udenfor af samtlige andre partier i Borgerrepræsentationen. Mindre end et år efter KV21 cementerer Enhedslisten sin position som det største parti, og i situationen også det mest pragmatiske, idet det bytter uanvendelig skat for sine mærkesager klima og velfærd.

København har for længst ramt loftet for sin serviceramme, og derfor kan kommuneskatten sættes ned med 0,1 procentpoint, uden at resultatet bliver færre penge til drift. Skønt et beskedent tal indfrier det et stort ønske på den borgerlige side, samtidig med at Enhedslisten sætter sin egen dagsorden igennem.

At Socialdemokratiet og overborgmester Sophie Hæstorp Andersen desuden bliver kørt over, er en mærkbar sidegevinst. For begge sider af det umage budgetflertal.

De borgerlige havde indtil nu reelt opgivet at udfordre den røde københavnske dominans under Socialdemokratiets ledelse, og at der nu alligevel er slået sprækker i den, rummer spiren til optimisme på den blå side. Enhedslisten indkasserer med forsinkelse den fulde effekt af at være blevet det største parti. Ved KV21, og foruden denne indre-københavnske markering ligger der også et landspolitisk signal i den utraditionelle aftale på tværs af den politiske farvecirkel.

Mette Frederiksen gør klogt i ikke at tage Enhedslisten for givet. Hvis hun skulle have glemt det, er hun blevet mindet om det nu.

Helt ekstraordinært er der også et mellemkommunalt aspekt af budgetaftalen. Den spektakulære blå-røde skattenedsættelse har en værdi på 130 mio. kr., og det beløb er stort nok til, at der pludselig er rum til en hel del ubevilgede skatteforhøjelser i andre kommuner, uden at det vil føre til en skattestigning i kommunerne under ét.

Sædvanligvis har Indenrigsministeriet både individuel og kollektiv sanktion at true med, hvis kommuner sætter skatten op uden at have fået lov, men den trussel afmonteres, hvis det samlede kommunale skattetryk holder sig inden for den aftalte ramme. En ramme, som nu de facto er udvidet kraftigt med den københavnske skattenedsættelse.

Også det er en gevinst for Enhedslisten, der ofte nok har talt for at lempe budgetloven. "Mon ikke der sidder mange SF'ere og socialdemokrater i landets fattige kommuner og hepper på Enhedslisten i budgetforhandlingerne i København", skrev således partiets Aalborg-rådmand Per Clausen på Twitter, og Enhedslistens uofficielle chefstrateg og kommunalbestyrelsesmedlem på Frederiksberg, Pelle Dragsted, fandt det "meget solidarisk overfor andre kommuner, at KBH sænker skatten en smule, når I alligevel ikke kan bruge pengene pga serviceloftet. Det giver andre kommuner mulighed for at hæve skatten. Herunder min egen", skrev han, ligeledes på Twitter.

 

Se budgetaftalen.