dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat

11 er dræbt i protester mod Venezuelas præsident

30. JUL 2024 22.55
749 er anholdt i forbindelse med protester mod Maduros genvalg i Venezuela. Oppositionsleder er også anholdt.

11 personer er døde i forbindelse med protesterne mod præsident Nicolas Maduro i Venezuela.

Det oplyser den venezuelanske menneskerettighedsorganisation Foro Penal ifølge nyhedsbureauet AFP tirsdag.

- På bare én dag har vi haft 11 dødsfald, siger organisationens direktør, Alfredo Romero, til journalister i landets hovedstad, Caracas.

Han udtrykker desuden bekymring over brugen af skydevåben under protesterne.

Tidligere på dagen lød det fra to ngo'ere, at fire mennesker er døde og 44 kvæstet i protesterne mod Maduro.

Statsadvokat Tarek Saab meddelte tirsdag, at 749 mennesker er blevet anholdt.

De fleste vil blive sigtet for at modsætte sig politiets ordrer, "og i de mest alvorlige tilfælde for terror", sagde han.

Foro Penal oplyser dog, at antallet af anholdte ligger på 177 på landsplan.

Ifølge Saab blev også to medlemmer af sikkerhedsstyrkerne dræbt.

Sikkerhedsstyrker skyder gummikugler og tåregas mod vrede demonstranter, som mener, at Maduro og hans regering har snydt sig til et genvalg.

I Caracas strømmede tusindvis af mennesker mandag aften ud i gaderne i flere af byens kvarterer.

- Frihed, frihed, råbte de.

- Regeringen vil falde, lød et andet slagord.

Avisen El Nacional skriver, at der blev skudt mod demonstranter, der bevægede sig i retning af præsidentpaladset.

Videooptagelser fra stedet viser, at politiet ikke greb ind for at forhindre angreb på demonstranterne.

Protesterne ventes at fortsætte i den kommende tid.

Maduro blev genvalgt med 51 procent af stemmerne, lød det officielle resultat fra landets valgkommission.

Valgstedsmålinger havde ellers peget på en jordskredssejr til oppositionskandidaten, Edmundo Gonzalez Urrutia.

Tirsdag meddeler Organisationen af Amerikanske Stater (OAS), der har 35 medlemslande i Nord- og Sydamerika, at den ikke kan anerkende de officielle valgresultater.

Organisationen peger blandt andet på, at Venezuelas valgråd, som er landets øverste valgmyndighed, flere gange tidligere har vist sig at være partisk til fordel for Maduro og hans socialistparti.

/ritzau/AFP