dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat

Satellitbilleder underbygger anklage om krigsforbrydelse i Butja

5. APR 2022 10.00
Satellitbilleder synes at gendrive Ruslands påstand om falske nyheder om drab på civile i ukrainsk by.

Satellitbilleder er blevet offentliggjort i avisen New York Times, som tilsyneladende viser døde civile langs en gade i den ukrainske by Butja. Det styrker beskyldningen om, at Rusland har begået en krigsforbrydelse.

Billederne fra Maxar Technologies er taget i midtens af marts, og ligene ligger samme sted, hvor de ukrainske styrker fandt dem fredag, da de genindtog byen fra de russiske soldater.

Rusland afviser alle beskyldninger om at have begået en krigsforbrydelse og kalder det falske nyheder. Men billederne fra satellitten synes at tale sit eget sprog.

Dmitrij Medvedev, der en af præsident Vladimir Putins nærmeste allierede, kalder det ukrainsk og vestlig propaganda, at russiske styrker har skudt og dræbt civile i den ukrainske by Butja.

Det er forfalskninger, siger Medvedev. Han var Ruslands præsident fra 2008 til 2012. I dag er han næstformand for Ruslands sikkerhedsråd.

- De er opdigtede for store pengesummer, hævder han ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Satellitbillederne er tirsdag på vej verden rundt, og EU vil måske allerede onsdag indføre nye sanktioner mod Rusland efter afsløringerne i Butja.

- Satellitbilleder i højresolution, der er samlet op over Butja i Ukraine, verificerer og underbygger de seneste videoer og billeder fra de sociale medier. De viser lig, der ligger i gaderne, og som har ligget i det fri i ugevis, siger en talsmand for Maxar Technologies.

New York Times har lavet en film, hvor man sammenstiller en køretur gennem Butja i den venstre side og lader billederne fra satellitten følge den samme vejstrækning i højre side.

Her viser de efter alt at dømme det samme fra to forskellige vinkler.

Man ser billederne af døde mennesker langs Jablonska-gaden, der er filmet gennem en forrude i fredags af et byrådsmedlem. Og de samme døde kan spottes fra satellitten tidligere i marts på præcis samme sted.

Mindst 11 af de døde har ligget på gaden siden 11. marts, hvor Rusland hævdede at have erobret byen.

Men det er blot nogle af de døde civile, der er fundet siden lørdag.

Nyhedsbureauet AP har således offentliggjort billeder af mindst seks dræbte mænd. De ligger sammen i den bageste ende af en kontorbygning med hænderne bundet på ryggen. Det er mere end halvanden kilometer fra Jablonska-gaden.

/ritzau/