Østrigs præsident, Alexander Van der Bellen, har ifølge en valgstedsmåling for tv-stationen ÖRF sikret sig over 50 procent af stemmerne i første runde af søndagens præsidentvalg i Østrig.
Dermed tyder meget på, at han får seks år mere på posten.
Præsidenten står i målingen til 54,6 procent af stemmerne.
Ingen af valgets seks andre kandidater er i nærheden af at have lige så stor opbakning som Van der Bellen, viser valgstedsmålingen.
Den nærmeste modkandidat, Walter Rosenkranz fra Frihedspartiet (FPÖ), ser ud til at få 18,9 procent.
Valgstedsmålingen har en fejlmargen på omkring to procent.
Hvis optællingen af stemmer bekræfter, hvad målingen viser, vinder Van der Bellen valget i første runde. Det kræver, at en kandidat får mindst 50 procent af stemmerne.
Den 78-årige præsident, der er tidligere formand for De Grønne, stillede op til genvalg på et løfte om at sikre fortsat stabilitet i en usikker tid.
Det endelige valgresultat ventes klar mandag.
/ritzau/Reuters