De stigende renter har fået endnu flere til at omlægge deres boliglån.
Det oplyser Finans Danmark, interesseorganisation for blandt andet landets realkreditinstitutter, i en pressemeddelelse.
I februar har danske boligejere indhentet 15.404 lånetilbud til omlægninger og tillægslån. Det er 42,5 procent mere end samme måned året før.
Den større interesse for at omlægge boliglånet skal ses i lyset af, at renterne er steget.
Herhjemme er det nemlig sådan, at boligejere kan indfri deres realkreditlån og optage et nyt til markedsvilkår.
Og fordi renten er steget, har det åbnet for, at boligejere med fastforrentede lån kan skære en god del af deres restgæld væk.
Ifølge Finans Danmark har et 30-årigt fastforrentet realkreditlån med afdrag i dag en rente på 2,5 procent. Til sammenligning var den 0,5 procent i starten af 2021. Renten er altså femdoblet på et års tid.
- Boligejere med fastforrentede lån oplever, at kursen på obligationen bag deres lån falder, når renten stiger.
- Det betyder, at de kan indfri deres lån til en lavere kurs, end de optog lånet til og dermed skære dele af deres gæld væk, siger Ane Arnth Jensen, viceadministrerende direktør i Finans Danmark.
Renten på et nyt fastforrentet lån vil dog være højere end det gamle lån.
Derfor vil en opkonvertering betyde en højere ydelse og dermed kun give en varig gevinst, hvis boligejeren på et tidspunkt kan lægge om til en lavere rente igen.
Hvis renten ikke falder, kan gevinsten blive ædt op af den højere ydelse.
- Hvorvidt det kan betale sig at omlægge sit lån, afhænger blandt andet af renten på ens nuværende lån, hvor lang tid man har tænkt sig at bo i sin bolig, hvor stort lånet er og ens forventninger til renteudviklingen.
- Er man en af dem, som overvejer at omlægge sit lån, er det en god ide at kontakte sin bank eller realkreditinstitut og høre om ens muligheder, siger Ane Arnth Jensen.
/ritzau/