dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat

Over 2000 ukrainere har søgt asyl i Sverige

6. MAR 2022 21.55
Stockholms-området og Skåne har modtaget de fleste af de ukrainere, der har søgt asyl i Sverige.

Over 2000 ukrainere har søgt asyl i Sverige, siden Rusland invaderede Ukraine for ti dage siden.

Det meddeler den svenske udlændingestyrelse, Migrationsverket, ifølge nyhedsbureauet TT.

Antallet af asylansøgninger giver dog ikke nødvendigvis et retvisende billede af, hvor mange ukrainere der er flygtet fra krigen og er rejst til Sverige efter invasionen.

Nogle af de godt 2000 kan have været i Sverige i forvejen, påpeger lederen af Migrationsverkets nationale operative afdeling, Magnus Önnestig.

- Ukrainere kan rejse til Sverige uden visum, så det tal har ikke noget at gøre med, hvor mange der er kommet hertil, siger han til TT.

Önnestig vurderer dog, at det er "langt over halvdelen" af de flere end 2000, der nu har søgt asyl i Sverige, som er ankommet til landet for nylig.

De fleste har søgt asyl i Stockholms-området. Men også Skåne, som er den region, der ligger tættest på København, har i løbet af weekenden modtaget et stort antal ukrainere.

Det har givet Migrationsverket ekstra arbejde med at skaffe tag over hovedet til de mange ukrainere.

I dag har Sverige omkring 1500 ledige pladser i asylcentrene, men behovet er omkring ti gange så stort.

- Totalt 15.000 pladser mere har vi lagt os fast på. Om det er nok eller ej, ved vi ikke, men det er, hvad vi arbejder efter lige nu, siger Magnus Önnestig.

Den seneste opgørelse fra Udlændinge- og Integrationsministeriet viser, at Danmark indtil i torsdags har registreret 158 asylansøgere fra ukrainere, siden Rusland invaderede Ukraine 24. februar.

I løbet af weekenden er der kommet flere til Danmark, men tallene bliver kun opdateret i hverdagene.

Den danske regering har vedtaget en særlov for ukrainerne, mens EU har aktiveret det såkaldte masseflugtsdirektiv, skriver TT.

Det indebærer, at personer fra Ukraine skal tilbydes en umiddelbar og tidsbegrænset opholds- og arbejdstilladelse i EU's medlemslande uden at skulle igennem individuel behandling af asylsagerne.

/ritzau/