AKTUELT:Finanslov 2026BeredskabGrøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandringKV25Kunstig Intelligens

Kvinde får ni år for hvidvask af milliarder gennem Danske Bank

2. FEB 2024 9.14
Danskrussisk kvinde får maksimal straf for at hvidvaske 26 milliarder gennem konti i Danske Bank i Estland.

En danskrussisk kvinde idømmes fredag af Københavns Byret den hårdest mulige straf i en sag om hvidvask af milliarder af kroner.

Dommen på fængsel i ni år til Irene Ellert er samtidig den længste straf i en sag om økonomisk kriminalitet nogensinde.

Irene Ellert findes skyldig i medvirken til forsøg på hæleri af omkring 26 milliarder kroner. Samtidig konfiskerer statskassen 2,6 millioner kroner, som var udbytte ved kriminaliteten, hos kvinden.

Hun ledede i København en slags servicevirksomhed, som stiftede og administrerede kommanditselskaber, der var ejet af blandt andre russiske rigmænd.

Fælles for dem var, at de sendte enorme beløb gennem Danske Banks filial i Estland.

Men de danske selskaber med navne som Frisk Handel, Lukoje Trading og Ambrella var bare tomme skaller uden reelle aktiviteter, mener byretten.

I serviceselskabet Cph Consulting, der senere blev til Dan Consulting, var der tale om organiseret kriminalitet, fastslår domsmandsretten, det vil sige en juridisk dommer og to lægdommere. De er enige om resultatet efter godt to måneders votering.

Efter en kort samtale med sin forsvarer beslutter kvinden at anke til Østre Landsret.

- Processen skal gå om i byretten, lyder det fra advokat Christian Kirk Zøllner efter de godt 40 retsmøder. I øvrigt kræver han, der tidligere har betegnet sagen som en skandale, frifindelse.

Det var under efterforskningen af sagen mod Danske Bank, at politiet rejste sigtelse om hvidvask i den såkaldte K/S-sag.

Den anden tiltalte i sagen, Arunas Macenas, idømmes fængsel i syv år for medvirken til hvidvask af 29 milliarder kroner. Han havde en baggrund som elektriker og rengøringsmand.

Men i selskaberne blev han indsat som formel direktør. I den forbindelse satte han sin underskrift på blanke papirer.

Den 58-årige mand, der er litauisk statsborger, slipper for udvisning. I stedet får han en advarsel om udvisning.

Også han anker til frifindelse i landsretten.

/ritzau/

Fra forsiden:

GDPR