- I går lavede jeg et problem ved den iranske ambassade.
Sådan siger en 32-årig mand i en talestrøm på gebrokkent dansk lørdag i et retsmøde i Københavns Byret.
Manden sigtes for at have begået en forbrydelse fredag ved nitiden. Med kniv trængte han ifølge politiet ind på den iranske ambassades grund på Svanemøllevej i København.
Manden, der har iransk baggrund, ville overfalde den iranske ambassadør, Afsaneh Nadipour, hævder politiet. Hensigten var at begå vold af særlig farlig og rå karakter, mener man. Imidlertid blev den 32-årige overmandet af personale på ambassaden.
Efter et kortvarigt lukket retsmøde er han blevet varetægtsfængslet i 23 dage. Dommeren mener, at der er grund til at frygte, at manden på fri fod vil gøre noget lignende. Desuden kan han tænkes at ville ødelægge politiets efterforskning.
I retten fremstår den tætbyggede mand, der er klædt i blåt fængselstøj, og som har briller og skæg, meget talende og på vagt. Han protesterer straks imod den tolk, der er indkaldt, og som har sat sig ved hans side.
- Jeg vil ikke tale med ham, siger den 32-årige. Han har mistanke om, at tolken er forbundet med de iranske myndigheder. Derfor indkaldes i al hast en anden tolk.
På et tidspunkt løfter han armene op i luften, og dommeren må hæve stemmen for at afbryde ham.
Beredvilligt lægger han armene om på ryggen, da betjente fører ham ud af retslokalet. Han kigger ned i gulvet og virker resigneret.
Ifølge den sigtelse, som specialanklager Laura Birch læser op, blev ikke bare straffelovens bestemmelse om grov vold forsøgt overtrådt. Manden forbrød sig også mod en konvention, der skal sikre og beskytte blandt andre diplomater. Dermed er straffelovens paragraf 114 a nr. 2 i spil.
- Min klient nægter sig skyldig i den rejste sigtelse, siger mandens forsvarer, advokat Michael Steffensen.
Hvad årsagen til den 32-åriges besøg på ambassaden er, indhylles foreløbigt i mørke.
Dommeren efterkommer nemlig anklagerens ønske om dørlukning. Dommeren mener ikke som forsvareren, at der grundlæggende er tale om en banal voldssag.
- Ikke mindst på grund af anholdtes spontane forklaring om, at han sidder her på baggrund af forholdene i Iran, siger dommeren. Dermed hentyder hun blandt andet til mandens skepsis over for tolken.
Hun mener også, at den særlige sigtelse om et angreb mod en diplomat øger behovet for, at dørene lukkes af hensyn til politiets fortsatte efterforskning.
Irans udenrigsministerium har kritiseret dansk politi i forbindelse med episoden. Trods tidligere advarsler om sikkerhedssituationen ankom danske betjente med forsinkelse, hedder det.
Den iranske udenrigsminister retter skarp kritik af politiets mangelfulde optræden i forhold til at beskytte ambassadør Afsaneh Nadipour.
Danmarks ambassadør i Teheran blev fredag indkaldt til en samtale i udenrigsministeriet.
I de seneste dage har der været massive protester verden over på grund af sagen med en 22-årig kvinde, Masha Amini. Hun døde efter en anholdelse af det såkaldte moralpoliti i Iran. Kvinden havde ikke tildækket sit hår tilstrækkeligt.
I Oslo forsøgte en menneskemængde torsdag i sidste uge at trænge ind i Irans ambassade. Politiet brugte tåregas, og næsten 90 personer blev anholdt. Desuden har der været demonstrationer i London, Rom, Paris, Zürich, Sydney og New York.
/ritzau/