dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat

FAKTA: Novozymes' produkter kan være i dit vaskepulver

1. FEB 2022 8.39
Novozymes er kendt for at lave enzymer til vaskepulver. Men der gemmer sig meget andet bag navnet.

Novozymes er en bioteknologisk virksomhed, som producerer enzymer og mikroorganismer, som er i en række hverdagsprodukter. Det gælder blandt andet vaskemidler og føde- og drikkevarer.

Selskabet har tirsdag offentliggjort regnskab for 2021.

Læs mere om selskabet her:

* Kimen til selskabet blev lagt i 1925. Novozymes var oprindelig en del af Novo Nordisk, men i 2000 blev Novo splittet i tre selvstændige selskaber - Novo Nordisk, Novozymes og Novo.

* Enzymer er proteiner dannet af levende celler, som sætter kemiske processer i gang.

* Vaskemidler er selskabets største forretningsområde, men Novozymes' enzymer og mikroorganismer bliver brugt til alt fra at blødgøre læder til at rense spildevand og producere bioethanol.

* Novozymes kan altså meget vel have været med til at sørge for, at dit vasketøj bliver rent, når det har været en tur i maskinen, at dine skindhandsker er bløde, og at dit brød holder sig friskt i mere end én dag.

* Selskabet har mere end 700 produkter i 130 lande og omkring 6500 ansatte fordelt over hele verden.

* Novozymes investerer en del i forskning og udvikling og har mere end 6500 patenter - heraf omkring 6000 aktive patenter.

* Selskabets administrerende direktør er Ester Baiget. Hun har været topchef i selskabet siden 1. februar 2020.

* På posten afløste hun Peder Holk Nielsen, der havde været hos Novozymes i 35 år, heraf de 25 som en del af ledelsesteamet.

Kilder: Novozymes og Gyldendals Store Danske.

/ritzau/