Fem mænd er mandag blevet idømt fængsel på livstid for et banderelateret dobbeltdrab i Kalundborg den 17. november 2020.
Det har Retten i Holbæk afgjort.
To af mændene er desuden blevet udvist fra Danmark og har fået indrejseforbud for bestandigt. Desuden har de fået opholdsforbud i Kalundborg.
Den sjette tiltalte er blevet frifundet.
Hicham Mojib, Danish Nadeem, Tolga Öztas, Mehmet Simon Tüfekcioglu og Ibrahim Mohammed Mala-Zade blev alle fundet skyldige i drabene på to mænd på parkeringspladsen foran supermarkedet Meny lidt over klokken 18 forrige år.
En tredje mand, som var sammen med de to afdøde, overlevede.
Skyderiet fandt ifølge dommen sted som følge af en verserende konflikt mellem Loyal To Familia, LTF, og en gruppe, som politiet kalder Sydkystgruppen.
Drabene blev planlagt som en hævnaktion for en kidnapning af et LTF-medlem. De forurettede blev lokket i baghold af de fem mænd, der foregav at ville sælge dem våben.
I beskeder fra en af de dømtes telefon blev der kort efter drabene skrevet beskeder med en detaljeret beskrivelse af drabene.
Ingen af de tiltalte var til stede i retten, da dommen blev afsagt. De havde alle bedt om at blive kørt tilbage til fængslet. Den mand, der blev frifundet, forlod retten i en pause.
Alle de dømte mænd ankede sagen til frifindelse i Østre Landsret.
/ritzau/