dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat

Britisk politiker går af efter at have set porno i parlamentet

30. APR 2022 16.49
Kvindelige kolleger havde set konservativ politiker kigge på porno på sin telefon i det britiske Underhus.

Den konservative britiske politiker Neil Parish trækker sig fra sin plads i Underhuset. Det meddeler han lørdag til tv-stationen BBC.

Neil Parish indrømmede tidligere på ugen, at han har set porno to gange på sin telefon, mens han var på arbejde i Storbritanniens parlament.

Han har forklaret, at det var en fejl, da han første gang kom til at klikke ind på en side med porno. Men anden gang var det bevidst, siger han.

- Det er selvfølgelig pinligt, siger Parish til BBC.

- Og det er pinligt for min kone og min familie, så det er min primære bekymring lige nu.

To kvindelige kolleger har fortalt, at de har set ham kigge på pornografiske billeder, mens han sad nær dem i Underhuset.

Neil Parish fortæller til BBC, at han var i gang med at se på traktorer. Han har en baggrund som landmand og bor stadig på familiegården.

- Men så kom jeg ind på en anden hjemmeside med et meget lignende navn, og jeg kiggede lidt på det, hvilket jeg ikke skulle have gjort, forklarer han.

- Min største forbrydelse er, at jeg ved en anden lejlighed gik derind en gang mere, og det var bevidst.

Han tilføjer, at det skete "i et øjebliks vanvid".

Der er indledt en undersøgelse af sagen. Parish har sagt, at han vil samarbejde med undersøgelseskommissionen.

Den 65-årige politiker har en fortid i Europa-Parlamentet. Hjemme i London har han indtil nu været formand for Underhusets miljøudvalg.

Han blev suspenderet fra det konservative regeringsparti fredag, mens sagen undersøges.

Det er ventet, at Parish bekræfter sin afgang fra parlamentet senere lørdag, skriver BBC.

Sagen skal ses i lyset af, at der i denne uge er kommet anklager frem om, at parlamentet i London er præget af en sexistisk kultur.

/ritzau/