dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat

Sudan anklager Emiraterne for medvirken til folkedrab ved FN-domstol

10. APR 2025 13.10
Sudan beskylder De Forenede Arabiske Emirater for blandt andet at støtte oprørsgruppe i Sudan med våben.

Sudan har torsdag indledt en sag mod De Forenede Arabiske Emirater ved Den Internationale Domstol i Haag.

Det afrikanske land har slæbt ørkenstaten i retten og anklaget landet for at være medskyldig i, hvad Sudan kalder et "folkedrab" begået i Darfur-regionen i Sudan.

Sudan mener, at De Forenede Arabiske Emirater er "drivkraften" bag det påståede folkedrab ved at støtte den paramilitære gruppe Rapid Support Forces (RSF). RSF har siden 2023 udkæmpet en blodig krig mod den sudanesiske hær.

- Den direkte logistiske og anden støtte, som De Forenede Arabiske Emirater har ydet og fortsat yder til RSF, har været og er fortsat den primære drivkraft bag det folkedrab, der nu finder sted, herunder drab, voldtægt, tvangsforflyttelse og plyndring, siger Muawia Osman, Sudans fungerende justitsminister, torsdag ved Den Internationale Domstol.

Sudan mener, at der er blevet begået et folkedrab mod en etnisk gruppe - masalit-folket - i Darfur.

Sudan anklager blandt andet De Forenede Arabiske Emirater for at støtte RSF med våben og vil have Den Internationale Domstol til at stoppet våbenleverancerne.

De Forenede Arabiske Emirater nægter at have støttet oprørsgruppen og kalder sagen for et "åbenlyst misbrug af en respekteret international institution".

- Det, Sudan har brug for nu, er ikke politisk teater, men en øjeblikkelig våbenhvile og en seriøs forpligtelse fra begge stridende parter til at forhandle sig frem til en fredelig løsning, siger Reem Ketait, topembedsmand fra De Forenede Arabiske Emirater.

Afgørelserne fra Den Internationale Domstol, som behandler tvister mellem stater, er endelige og bindende, men domstolen har ingen midler til at sikre, at de bliver overholdt.

Konflikten i Sudan, som har omkring 50 millioner indbyggere, har kostet titusinder af mennesker livet. FN betegner det som den værste krise for fordrevne i verden.

Omkring ni millioner er internt fordrevet, og tre millioner er flygtet til nabolande.

Samtidig er der meldinger om hungersnød, sygdomsudbrud og mangel på rent drikkevand.

Amnesty International siger i en rapport torsdag, at RSF har udsat kvinder for sexslaveri. Piger og kvinder er blevet gruppevoldtaget som en del af RSF's krigsstrategi, lyder det.

I oktober dokumenterede en FN-mission udbredt brug af seksuel vold under krigen i Sudan.

/ritzau/AFP