Et besætningsmedlem har mistet livet, og 27 er savnede, efter at et russisk krigsskib sank i sidste uge i Sortehavet.
Det oplyser det russiske forsvarsministerium fredag i en udtalelse, der er offentliggjort af russiske nyhedsbureauer.
- Som følge af en brand 13. april blev missilskibet "Moskva" alvorligt ødelagt. Det skyldtes ammunition, der detonerede.
- Ét besætningsmedlem blev dræbt, og yderligere 27 besætningsmedlemmer er savnet, lyder det fredag fra forsvarsministeriet.
Det tilføjer, at "de resterende 396 besætningsmedlemmer" er evakueret.
Skibet "Moskva" var den russiske sortehavsflådes flagskib.
Mens Rusland hævder, at skibet sank på grund af ammunition, der detonerede, så er historien en anden, hvis man spørger Ukraine.
Ukraine hævder, at ukrainske styrker beskød det krigsskibet med to missiler, og at det var årsag til eksplosionen og den efterfølgende brand.
Siden hændelsen i sidste uge har flere af besætningsmedlemmernes familier efterlyst nyt om deres pårørende. Forældre har blandt andet skrevet på sociale medier, at de ikke har kunnet komme i kontakt med deres børn på skibet.
/ritzau/AFP