Instrukskommissionen anbefaler, at i alt fem embedsmænd skal drages til ansvar for deres rolle i instrukssagen, der er endt med en rigsretssag mod tidligere udlændingeminister Inger Støjberg.
Det skriver Instrukskommissionen i sin sidste delberetning mandag.
Sagen handler om adskillelse af asylpar, hvoraf den ene var mindreårig, og den har Venstres tidligere næstformand i hovedrollen.
Hun var den ansvarlige minister, da den ifølge kommissionen "klart ulovlige" instruks om at adskille asylpar blev givet i 2016.
Instrukskommissionen konkluderede allerede i en delberetning sidste år, at instruksen om asylpar givet 10. februar 2016 "var klart ulovlig".
Den 10. februar 2016 udsendte Udlændinge- og Integrationsministeriet under Støjbergs ledelse en pressemeddelelse om, at alle asylpar - hvor den ene var mindreårig - skulle adskilles.
Kommissionen har ikke fundet beviser for at konkludere, at Støjberg direkte har bedt embedsværket om at administrere mod loven. Men at hun dog var advaret.
Til gengæld er kommissionen kommet frem til, at "der for fem medarbejdere er grundlag for, at det offentlige søger at gøre et disciplinært ansvar gældende".
Det drejer sig om to personer fra ministeriet og tre fra Udlændingestyrelsen. Det er Line Skytte Mørk Hansen og Lykke Sørensen samt Tanja Franck, Lene Linnea Vejrum og Ditte Kruse Dankert.
I februar i år vedtog et stort flertal i Folketinget at sende Støjberg for den blot sjette rigsretssag i danmarkshistorien.
Støjberg forlod efterfølgende Venstre, hvoraf størstedelen af folketingsgruppen stemte for en rigsretssag. Hun er i dag løsgænger i Folketinget. Rigsretssagen begynder til september.
/ritzau/