
RANDERS: .Det nye projekt hedder 'fremskudt rådgiver' og skal styrke samarbejdet mellem skole, daginstitutioner og socialforvaltningen til gavn for børnene. Projektet er startet på Vorup Skole og i tre daginstitutioner i Vorup og omegn.
Når lærere, pædagoger eller forældre er bekymrede for et barns trivsel på Vorup Skole, behøver de ikke længere ringe til Børn og familiecenter Gudenå for at få fat i en socialrådgiver:
- Forvaltningen kan være langt væk i en travl hverdag på en skole. I stedet for at ringe eller skrive kan lærere og pædagoger nu henvende sig hver torsdag og få sparring af vores socialrådgiver, siger Torben Märcher, skoleleder på Vorup Skole.
Samarbejde om børnene fremmer forebyggelse
Den fremskudte rådgivers fysiske tilstedeværelse på skolen vil give mulighed for en tidlig indsats i forhold til det enkelte barn:
- Lærere og pædagoger kan få råd og vejledning af en fagekspert om deres bekymringer for børn, der ikke trives. Vi kan på den her måde arbejde forebyggende og forsøge at undgå, at tingene vokser og ender som en sag i forvaltningen. Lærerne kan henvende sig til vores socialrådgiver om den tvivl, de kan gå rundt med i forhold til, hvordan man kan løse et barns problemer. Måske tager socialrådgiveren en snak med forældrene sammen med læreren, eller også klæder hun læreren på til selv at tage snakken med forældrene, siger Torben Märcher.
Socialrådgiveren kommer også rundt til daginstitutioner to timer hver 14.dag:
- Det er godt at få en socialrådgiver, der kommer i huset regelmæssigt. Vi kan vende de bekymringer, vi har for børn der mistrives med hende, og få hjælp til at løse barnets og familiens problemer. Skulle det alligevel blive nødvendigt med en underretning, kan hun hjælpe med den, så barnet bliver hjulpet så hurtigt og professionelt som muligt, siger Lone Hansen, leder af Vorup Vuggestue.
Tidlig indsats med aktive aktører
Projekt 'fremskudt rådgiver' er startet i januar 2011 i Børn og familiecenter Gudenå:
- Med dette projekt er vi rykket længere frem på banen og spiller nu aktivt sammen med lærere, pædagoger og familier på Vorup Skole og tre institutioner, siger Henrik Johansen, distriktsleder i Børn og familiecenter Gudenå.
- Vi ønsker at kvalificere samarbejdet med skoler og daginstitutioner, hvor omdrejningspunktet er tidlig indsats. Vi skal rykke hurtigere ud som aktive aktører og få forældre og andre samarbejdspartnere med i løsninger til gavn for børnene, forklarer Henrik Johansen.
Projekt 'fremskudt rådgiver' løber frem til sommerferien:
- Vi har sat dette skib i søen, men vi bygger, mens vi sejler. Det vil sige, at vi retter til undervejs, for vi har en løbende dialog med alle involverede parter. Den måde, vi arbejder på, skal give mening og fremme den tidlige indsats. Vi samler erfaringerne fra dette projekt op, for vores mål er at bruge vores ressourcer, hvor de gør mest gavn i det forebyggende arbejde, siger Henrik Johansen.
Foto: http://www.flickr.com/photos/betsssssy/with/435519594/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.