Ørsted fremviser milliardoverskud, men med fald fra 2018
Foto: Ørsted

Ørsted fremviser milliardoverskud, men med fald fra 2018

Ørsted-topchef glæder sig over status for 2019, hvor grøn energi fyldte mere i produktionen.
30. JAN 2020 8.51

Ørsted fik et overskud på seks mia. kr. i 2019, hvor indtjeningen fra selskabets vindmølleparker gik i vejret. Det viser Ørsteds årsregnskab, der er offentliggjort torsdag morgen.

Målt op imod sidste år er Ørsteds overskud på bundlinjen faldet fra 19,5 mia. kr. Faldet skyldes dog, at 2018-resultatet var positivt påvirket af et salg af vindmølleparker. Det gælder særligt britiske Hornsea 1. Salget udgjorde en stor engangsindtjening for Ørsted.

Den slags salg kan få Ørsteds resultater til at svinge meget fra år til år. Ørsted-topchef Henrik Poulsen erklærer stadig 2019 for et succesfuldt år.

- 2019 var et godt år for Ørsted med fortsat strategisk fremgang og global udvidelse.

- Vi opnåede et tilfredsstillende overskud på driften, og den grønne andel af vores varme- og elproduktion nåede nye højder på 86 pct., siger han i en kommentar til regnskabet.

En af grundene til Henrik Poulsens glæde er resultatet af den daglige drift i Ørsted. Her ligger Ørsteds resultat en lille halv mia. kr. over, hvad Ørsted selv havde forventet. I alt havde Ørsted et driftsoverskud på 17,5 mia. kr.

2019 var også året, hvor Ørsted annoncerede salget af elselskabet Radius, der leverer strøm til omkring en million kunder på Sjælland. Køberen er den andelsejede danske energikoncern SEAS-NVE. Handlen beløber sig til 21 mia. kr. for Radius og et par andre mindre forretningsområder.

Salget blev annonceret i september. Handlen vil blive gennemført i første halvdel af 2020.

Ørsted, som staten ejer halvdelen af, var egentlig tæt på at sælge Radius langt tidligere sidste år til en udenlandsk spiller. Men et polisk flertal i rød blok spændte ben for planen, fordi de frygtede stigende elpriser til kunderne.

Ritzau

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev