ODENSE: Socialt udsatte i Odense oplever i stigende omfang chikane, afpresning og vold fra byens kriminelle bander, fremgår det af dagsordenen for et udvalgsmøde i næste uge.
Derfor har kommunen afsat 3,5 mio. kr. årligt i budgettet til et socialt exit-program, hvor udsatte borgere kan hjælpes væk fra byen.
Det sker til dels allerede i dag, hvor udsatte hjælpes væk til fx forsorgshjem og krisecentre.
Inden for den nuværende lovgivning kan kommunen blandt andet bruge pengene til at betale ophold på forsorgshjem og krisecentre, flere personaletimer til at følge og koordinere samt indsatser ved fraflytning, fx stofbehandling.
Men derudover vil kommunen arbejde for at ændre den nationale lovgivning. Kommunen arbejder nemlig ud fra Housing First-princippet og anser egen bolig og bostøtte for at være langt bedre for den enkelte end placering på fx et forsorgshjem. Derfor vil man helst hjælpe de udsatte med bolig det nye sted, men det spænder lovgivningen ben for.
Kommunen er gået i dialog med social- og indenrigsminister Astrid Krag (S), som i oktober besøgte Odense og ifølge kommunen udtrykte åbenhed og interesse for initiativet. Hun efterspurgte imidlertid en afdækning af, hvordan de øvrige af landets største byer, de såkaldte seks-byer, oplever behovet for et socialt exit-program. Desuden var hun meget optaget af, hvad der kan gøres inden for den nuværende lovgivning.
Tilbagemeldinger fra København, Aarhus, Aalborg og Esbjerg tyder ikke på, at de oplever samme problemer som Odense. Randers har endnu ikke svaret, fremgår det af sagsfremstillingen.
I første omgang foreslår beskæftigelses- og socialforvaltningen at lave en såkaldt tryghedspakke, som systematisk definerer indsatsen for tre grupper af truede udsatte.
Det videre arbejde med tryghedspakken vil ske i dialog med blandt andre frivillige sociale organisationer og væresteder, gadeplansmedarbejdere og politiet.