Spildevandsdata styrkes:
Nyt nationalt system til at indberette data om spildevand klar

Kommuner og spildevandsselskaber sparer tid og får bedre overblik med et nyt fælles landsdækkende system til indrapportering af data om spildevandsudledninger og spildevandsanlæg.
16. JUN 2020 13.21

Det bliver nu langt nemmere for danske kommuner og spildevandsselskaber at indrapportere data om spildevand. Det gælder blandt andet data fra landets ca. 746 større kommunale rensningsanlæg, data om udledninger af renset spildevand og om regnbetingede udledninger fra tage og overflader samt de ca. 4.500 overløbsanlæg fra fælleskloakerede anlæg, oplyser Danmarks Miljøportal.

Regnbetingede udledninger er for det første regnvand, der udledes fra tage og andre overflader, men for det andet også blandingen af husholdningsspildevand og regnvand, som udledes, når det regner meget, for at undgå at spildevand trænger op i huse - altså overløb.

Det nye system hedder Puls (Punktkilde-UdLednings-System) og er udviklet af Danmarks Miljøportal i samarbejde mellem stat, kommuner og forsyningsselskaber.

- Vi skal bruge disse oplysninger til årligt at følge omfanget af udledninger og føre kontrol med, at spildevandsanlæggene og de regnvandsbetingede udløb ikke udleder mere, end kommunerne har givet tilladelse til. Samtidigt er data om de samlede udledninger vigtige, na?r der skal tilrettelægges planer og indsatser i relation til vandmiljøet. Derfor er vi rigtig glade for, at vi nu får et bedre og tidssvarende system, siger kontorchef Henrik Hagen Olesen fra Miljøstyrelsen.

Der er allerede foretaget mere end 150.000 inddateringer og opdateringer af data.

- Data om overløb har i mange år været baseret på modelberegninger. Med det nye system vil direkte målinger gøre modellerne mere præcise, så vi som branche og samfund får et langt bedre overblik at træffe beslutninger ud fra. Det tror vi vil styrke vores viden og kvalificere både den politiske og offentlige debat om vores vand, siger direktør i Danva Carl-Emil Larsen.

200 mod før 25 brugere

Det tidligere system kunne maksimalt have 25 samtidige brugere. Til sammenligning kan det nye Puls modtage op til 25.000 data-input i sekundet og have 200 samtidige brugere med mulighed for opskalering af antal efter behov. Samtidig er de ma?nedlige driftsomkostninger faldet med over 75 pct. fra 30.000 kr. til 7.000 kr. om ma?neden.

I forhold til sikkerhed, har Danmarks Miljøportal migreret fra et virtuelt server setup, der løbende skal manuelt vedligeholdes, til en it-arkitektur hvor vedligehold er automatiseret. Dette fører til mindre risiko for sikkerhedshændelser. 

Sekretariatsleder i Danmarks Miljøportal Nils Høgsted siger: 

- Udviklingen af PULS er en kerneopgave for Danmarks Miljøportal og et godt eksempel på, hvordan tværoffentligt samarbejde på miljødataområdet kan give gevinst. Vi har allerede nye metoder til at forbedre data endnu mere i støbeskeen, og det er alt sammen med til at styrke vores informationsgrundlag om spildevand i Danmark.

ka

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt