Mærsk skifter ikke skibspersonale i en måned af virushensyn

Besætningen om bord på Mærsks skibe bliver ikke afløst indtil 14. april. Det sker for at mindske smitterisiko.
17. MAR 2020 12.07
TEMA: Corona

For at minimere risikoen for spredning af coronavirus kommer Mærsk i løbet af den næste måned ikke til at skifte besætning på sine skibe. Det oplyser rederiet til CO-Søfart, der er Danmarks største faglige organisation inden for den maritime branche.

Suspenderingen af alle besætningsskift kommer til at vare indtil 14. april. Det vil sige, at det personale, der lige nu befinder sig på skibene, skal blive der de næste fire uger uden at blive afløst.

- Det har ikke været nogen nem beslutning at træffe, men som tingene udvikler sig minut for minut, ser vi ingen anden udvej, siger Niels Bruus, der er ansvarlig for Mærsks søfolk, til CO-Søfart.

Mærsk arbejder på at få et overblik over de umiddelbare konsekvenser for besætningen om bord på skibene. Det gælder eksempelvis omfanget af kontraktoverskridelsen ved ikke at blive afløst.

Senere i denne uge vil Mærsk tage en dialog med repræsentanter for søfolkene for at finde løsninger, hvis overenskomster skulle blive overtrådt på grund af de suspenderede besætningsskift.

Medlemsorganisationen Metal Maritime, som er en del af CO-Søfart, er overenskomtspart for skibsassistenter, catering og navigatører.

- Vi har siden først i sidste uge været i tæt kontakt med rederierne - herunder også Mærsk - om både situationens udvikling og diverse tiltag, som rederierne overvejer.

- Tilgangen er, at det her er en krisesituation, som vi fra hver side af bordet må finde konstruktive løsninger på, siger Ole Philisen, formand for Metal Maritime, ifølge CO-Søfart.

Han er umiddelbart positiv over for, at søfarende ikke sendes ud på rejser nu, hvor ingen kan sige, hvordan verdens tilgang til grænselukninger vil være. Samtidig påpeger han, at enhver rejse vil betyde større eksponering for at blive smittet eller blive smittespreder.

- Så set ud fra den enkelte søfarendes sikkerhed er Mærsks tiltag det rigtige, set med mine øjne, siger Ole Philisen.

Ritzau

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt