
Baggrunden er, at Patientombuddet i marts henvendte sig til kommunerne og påpegede, at der var rapporteret om flere utilsigtede hændelser med nødkald for ældre borgere, der ikke havde fungeret efter hensigten.
Patientombuddet anbefalede derfor, at der i fornødent omfang blev udarbejdet retningslinjer for brug og kontrol af nødkaldssystemerne. Og det er sket, viser KL's rundspørge:
- Tilbagemeldingerne viser, at kommunerne har taget henvendelsen fra Patientombuddet meget alvorligt. De har fulgt op på, om der har været hændelser med nødkald, der ikke fungerede. Og hvis der har været problemer, har de iværksat tiltag for at få dem løst, siger formanden for KL's Social- og Sundhedsudvalg Anny Winther (V).
- KL og kommunerne har fra starten taget problemerne med nødkald alvorligt. Men det er umuligt at konstruere et system, hvor man kan garantere, at der aldrig sker fejl. Og det hører med til billedet, at over 36.000 borgere i Danmark har nødkaldsapparater, og der foretages over 100.000 nødkald om ugen.
- De fejl, der er indberettet, udgør derfor kun en meget lille andel af det samlede antal nødkald, der foretages, siger Anny Winther
FAKTA
Patientombuddet har udarbejdet en analyse af såkaldt 'utilsigtede hændelser' vedrørende nødkald i den kommunale ældrepleje i de sidste seks måneder af 2011.
Analysen afdækkede i alt 47 hændelser, hvor nødkaldet enten ikke virkede, var uden for borgerens rækkevidde, eller der af forskellige grunde ikke blev ydet den hjælp, borgeren havde brug for.
På baggrund heraf sendte Patientombuddet i marts 2012 en såkaldt OBS-meddelelse til samtlige kommuner. Her anbefalede man, at problemstillingerne drøftes på ledelsesniveau, samt at der i fornødent omfang udarbejdes retningslinjer for brug og kontrol af nødkaldssystemerne.
KL har i maj 2012 gennemført en rundspørge til alle landets kommuner om, hvordan de har fulgt op på OBS-meddelelsen fra Patientombuddet. Foreløbig har 84 ud af 98 kommuner besvaret KL's spørgeskema.
Svarene viser bl.a., at 98 pct. af kommunerne har fulgt op på, om der har været rapporteret utilsigtede hændelser om nødkald, og på, om der er blevet iværksat tiltag for at løse de problemer, der eventuelt har været.
80 pct. af kommunerne har instrukser for løbende opfølgning på, om nødkaldene virker, og om der reageres tilstrækkeligt på dem. For de resterende kommuner er der enten tale om, at instrukserne er ved at blive udarbejdet – eller at de ikke findes i kommunen, men hos det private vagtselskab, som kommunen har aftale med om levering og kvalitetssikring af nødkaldsapparaterne.
Herudover viser KL's rundspørge, at 75 pct. af kommunerne har tjekket, at alle nødkald fungerer, som de skal. For de øvrige kommuner er der enten tale om, at det er en løbende proces at tjekke efter, om nødkaldene fungerer, eller at de alene har tjekket de nødkaldsapparater, der ikke har været aktiveret i længere tid, eller som der har været problemer med.
lcl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.