KL og Foa kom mandag med en fælles erklæring om sammen at medvirke til integrationen af ukrainske krigsflygtninge i kommunale jobs, under en af overenskomsterne mellem fagforeningen og kommunerne, oplyser parterne og skriver bl.a:
"Det er parternes forventning, at en del af de voksne ukrainere vil finde vej til ansættelse under en af Foa’s overenskomster med KL i kommunerne. Et job er en god indgang til en tilværelse i Danmark, og der findes kommunale jobs, som ikke forudsætter danskkundskaber før man kan komme i gang med at arbejde, også inden for de områder, som Foa’s overenskomster dækker."
De to organisationer henviser til, at der på flere kommunale områder i dag mangler medarbejdere, og at de finder det oplagt at mange ukrainere får ansættelse - og hvor det er relevant uddannelse - på netop de områder, hvor kommunerne oplever de største rekrutteringsudfordringer. Særligt på ældre- og sundhedsområdet mangler der hænder, så det er et oplagt sted for ukrainere at finde et job.
- Et arbejde vil for de fleste være en god start på et liv i Danmark. Og i kommunerne har vi masser af job, ikke mindst på ældre- og sundhedsområdet, hvor vi oplever store rekrutteringsudfordringer. Det er jeg glad for, at vi sammen med Foa sætter fælles fokus på, siger formand for KL’s Løn- og Personaleudvalg, Michael Ziegler.
Først gælder det dog om at yde omsorg og praktisk støtte til krigsflygningene, erklærer parterne: "Foreløbigt er KL og Foa enige om at følge udviklingen nøje og understøtte med relevante tiltag, hvor det måtte blive nødvendigt", hedder det i den fælles erklæring.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.