
FREDERIKSBERG: Skuespilleren Bjarne Henriksen stiller op til kommunalvalget 18. november i år. Det gør han i Frederiksberg Kommune for Socialdemokratiet. Det siger Bjarne Henriksen til TV 2 Kosmopol.
- Nu er jeg 66 år, og i min alder får jeg efterhånden kun tilbudt roller som et af de tre D'er: Død, Døende - eller Dement. Og så er der altså tid til politisk arbejde, siger han til TV 2 Kosmopol.
Han er kendt fra et hav af film og tv-serier såsom "Badehotellet" på TV 2 og DR's "Forbrydelsen".
Bjarne Henriksen har boet på Frederiksberg i København de seneste ti år. Han vil være med til at sikre, at Frederiksberg Kommune forbliver rød. I dag hedder borgmesteren Michael Vindfeldt (S). Han har været borgmester siden 2022 og stoppede dermed 112 års konservativt styre i kommunen.
- Jeg stiller op til kommunalvalget for Socialdemokratiet, fordi jeg mener, at Frederiksberg skal fortsætte med Michael Vindfeldt som borgmester. Det tror jeg, at vi alle er bedst tjent med, siger Bjarne Henriksen i en pressemeddelelse fra Socialdemokratiet på Frederiksberg.
Frederiksberg skal ikke være en "rigmandsghetto"
Bjarne Henriksen har tre mærkesager. Frederiksberg skal være en blandet by, ikke bare en "rigmandsghetto", Frederiksberg skal have et rigt kulturliv, og han vil gerne tage kampen op mod ensomhed, siger han til TV 2 Kosmopol.
Han er usikker på, om det er en fordel eller ej at være et kendt ansigt i en valgkamp.
Lidt "erfaring" har Bjarne Henriksen i øvrigt med politik. Han havde rollen som politikeren Hans Christian Thorsen i DR's populære tv-serie "Borgen".
I den rolle var Bjarne Henriksen blandt andet Danmarks forsvarsminister og formand for Arbejderpartiet.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.