I 2018 havde hver syvende lønmodtager mellem 49 og 59 år et hårdt psykisk arbejdsmiljø, viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og HK. Samme analyse viser, at netop den gruppe har en markant højere risiko end resten af danskerne for at forlade arbejdsmarkedet.
Således er hver syvende lønmodtager (15,2 pct.) af dem, der havde et hårdt psykisk arbejdsmiljø i 2018, på en tilbagetrækningsydelse i november 2024. Til sammenligning gælder det kun 10,2 pct. af de ansatte, som ikke oplevede et hårdt psykisk arbejdsmiljø tilbage i 2018.
Lønmodtagere med et hårdt psykisk arbejdsmiljø kom altså 50 pct. oftere på en tilbagetrækningsydelse end tilsvarende lønmodtagere, viser analysen.
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har tidligere vist i en analyse, at hårdt fysisk arbejdsmiljø fordobler tidlig tilbagetrækning, og den nye analyse viser således, at også et hårdt psykisk arbejdsmiljø øger tidlig tilbagetrækning:
– Det er ikke kun knæet og ryggen, der bliver slidt gennem et langt arbejdsliv. Det mentale helbred og psyken bliver også slidt, og her er det især dårlig ledelse, højt tempo og konflikter, der knækker os. Derfor er det på høje tid, at vi tager psykisk arbejdsmiljø lige så alvorligt som det fysiske, siger HK's formand Anja C. Jensen.
"Tag stress alvorligt"
HK-formanden opfordrer derfor til, at man tager stress alvorligt – både politisk, men særligt på den enkelte arbejdsplads.
– Vi har alle en opgave i at sikre et godt arbejdsmiljø, men det er og bliver arbejdsgivers ansvar. Det står sort på hvidt i Arbejdsmiljøloven. Ellers slider vi mennesker op, og det har konsekvenser for den enkelte og familien, men også for hele samfundet – ikke mindst når det handler om den nye kapital arbejdsudbuddet.
Ifølge Anja C. Jensen skal der sættes stærkt ind på forebyggelse, blandt andet ved at alle ledere skal uddannes i psykisk arbejdsmiljø.? Men det skal også have konsekvenser, når skaden er sket, og arbejdsmiljøet er kørt i grøften:
- Arbejdstilsynet lukker byggepladser, når den er helt gal med arbejdsmiljøet. Tænk, hvis de også lukkede arbejdspladser med mange stress-sygemeldinger? Det skal have konsekvenser, når det psykiske arbejdsmiljø ikke bliver taget alvorligt, eller endda sløset med, understreger Anja C. Jensen.
esl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.