Foto: European Energy

European Energy trodser corona med 'sundt' halvårsregnskab

European Energy har klartet sig godt igennem coronakrisen og præsentereret et regnskab for første halvdel af 2020 med vækst og stabil byggeaktivitet.
1. SEP 2020 11.41

European Energy har efter eget udsagn leveret 'en solid start' på det første halvår af 2020, skriver European Energy i sit regnskab.

I andet kvartal har European Energy omsat for 275 mio. kr. og har endt med et EBITDA på 69 mio. kr. og et nettoresultat før skat på 27 mio. kr. For første halvår 2020 ender European Energy med et nettoresultat før skat på 58 mio. kr. 

Det er på trods af coronakrisen, der ellers har ramt mange virksomheder hårdt. European Energys byggeaktiviteter er dog i gang 'med fuld styrke og upåvirkede' af krisen, fortæller CEO Knud Erik Andersen. 

- På trods af Corona-krisen fastholder vi et højt aktivitetsniveau over hele linjen. Derfor er det også vores forventning, at en eventuel anden bølge vil få meget begrænsede konsekvenser for vores byggeaktiviteter, hvorfor vi har besluttet at genoptage vores ansættelser af nye medarbejdere og nu tæller 172 ansatte, en markant stigning fra 119 ansatte i andet kvartal 2019, siger Knud Erik Andersen. 

Det er blandt andet gennem et øget salg af grøn energi, som har skabt væksten, hvor strømsalget er steget med 120 pct. i andet kvartal 2020 sammenlignet med samme periode året forinden. 

Derudover har European Energy solgt fire Vestas V126 3,6 MW-vindmøller, det 25,8 MW store Vier Berge-projektet i Tyskland samt den danske solcellepark Hanstholmvej. Når overskuddet fra disse salg indregnes senere i år, vil European Energy have sikretsig  mere end 80 pct. af årets forventede bruttofortjeneste. 

Fremtiden tegner derfor positiv. 

- Det er blevet en megatrend at bekæmpe klimaforandringerne, og det er positivt, at bevægelsen får momentum i hele verden. Med den aktuelle vækst og teknologiske landvindinger i vores sektor, ser vi ind i fremtiden med optimisme, siger Knud Erik Andersen. 

esl

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
DK Job