Danske havne er klar til nye havmølleparker
Foto: Jens Christian Top, Ritzau Scanpix

Danske havne er klar til nye havmølleparker

Hvis regeringen og Folketinget ønsker at fremrykke investeringer i havmølleparker står de danske havne klar. Det vil både holde hjulene igang og bidrage til den grønne omstilling.

For at holde økonomien ovenvande har regeringen afskaffet anlægsloftet for kommuner og regioner under corona-krisen, ligesom en række partier og interesseorganisation har opfordret til at fremrykke offentligtlige investeringer - og gerne de grønne af slagsen. 

En vigtig del af disse er milliardinvesteringerne i de kommende, store havmølleparker, og fra brancheorganisationen Danske Havne er der ren besked til regeringen og Folketinget, hvis de vælger at gå denne vej: Havnene er klar.

- De danske havne har de senere år deltaget i flere havvindmølleprojekter, og vi er derfor godt rustet, hvis havvindmølleprojekter skal fremrykkes. Esbjerg Havn er førende på udskibning af havvindmøller i Europa, og omkring 25-30 havne herhjemme har allerede i dag vindenergi som forretningsområde, så vi er klar til at gribe muligheden, hvis den opstår. Det samme tror jeg, at industrien vil være, siger direktør i Danske Havne Tine Kirk Pedersen.

Med energiaftalen fra 2018 besluttede Folketinget, at Danmark fortsat skal udbygge med vindenergi på land og især på havet fremadrettet. Mere og mere flyttes nemlig ud på vandet, da havvind er langt mere energieffektivt. Antallet af vindmøller på land ventes således at falde med omkring 50 pct. frem mod 2030, mens langt det meste af det kommende byggeri vil ske i kæmpestore havmølleparker i Nordsøen og i Østersøen.

- Mange af projekterne er planlagt men ikke sat i gang endnu. Det ligger der selvfølgelig nogle økonomiske overvejelser bag, men hvis det bliver besluttet, at der skal skrues op for tempoet, så forventer jeg, at det vil gavne både beskæftigelse og miljø, og sektoren får noget at rive i, hvilket aldrig er dårligt, vurderer Tine Kirk Pedersen og fortsætter: 

- Havvindmølleprojekter taler direkte ind i den grønne omstilling, så også af den grund er det meningsfyldt at se på muligheden for at fremrykke havvindmølleparker. Og havnene vil gerne yde deres beskedne bidrag, hvis det bliver aktuelt, så Danmark kan bevare sin position som førende inden for vindenergi.

esl

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev