Danmark står stærkt på grønne patenter for vind og energi

Patent- og Varemærkestyrelsen har i analysen ’Danmarks grønne styrkeposition’ analyseret det danske patentlandskab inden for grøn teknologi, som bliver båret af få nøgleindustrier og store virksomheder.
10. FEB 2020 12.17

Dansk vindenergi viser vejen i udviklingen af ny grøn teknologi. Det viser rapporten ’Danmarks grønne styrkeposition’ fra Patent- og Varemærkestyrelsen, der har undersøgt danske virksomheders grønne patentansøgninger til Den Europæiske Patentmyndighed (EPO) de sidste 10 år.

Samtidig peger rapporten på, at den danske udvikling af ny grøn teknologi kun er båret af få nøgleindustrier og store virksomheder.

- Det er meget positivt, at danske virksomheder har formået at udvikle og kommercialisere ny grøn teknologi. Mange af de eksporteventyr, som i dag gør Danmark til et velstående samfund, er født ud af den grønne omstilling. Det skal vi værne om, og vi skal derfor være opmærksomme på, at vores fremtidige grønne patentaktivitet fortsat sikrer et stærkt fundament for nye grønne erhvervseventyr, siger erhvervsminister, Simon Kollerup (S).

I Danmark står 10 af de største ansøgere for 73 pct. af alle de grønne patentansøgninger med Vestas som den største ansøger efterfulgt af LM Wind Power. Sammen står de to virksomheder for knap 47 pct. af alle danske ansøgninger. Modsat spiller de små og mellemstore virksomheder, som udgør op mod 99 pct. af alle danske virksomheder, en begrænset rolle.

Desuden fastholder kun få nøgleindustrier den danske styrkeposition, hvor vind og energi trækker en stor del af læsset. 55 pct. af alle de grønne patentansøgninger til Den Europæiske Patentmyndighed (EPO) fra danske virksomheder dækker vindenergi, mens 21 pct. dækker energireducerende teknologier til industriel produktion. 

I 2018 lå 17 procent af alle danske ansøgninger til EPO inden for de grønne teknologier, hvilket er højere end både USA, Tyskland, Sverige og Kina. Men på trods af det høje niveau har Danmark ikke længere den grønne bane for sig selv. Kina har i perioden oplevet en stigning i grønne patentansøgninger på 539 pct., hvor Danmark har oplevet en stigning på 103 pct.

Læs hele rapporten her

Fakta
De 10 største danske patentansøgere inden for grøn teknologi hos Den Europæiske Patentmyndighed i perioden 2008-2018:

  • Vestas
  • LM Wind Power Patent Holding
  • Novozymes
  • Danmarks Tekniske Universitet
  • Haldor Topsoe
  • Envision Energy (Denmark)
  • Danfoss
  • Grundfos Holding
  • Rockwool International
  • DuPont Nutrition Biosciences Aps

esl

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt