Da settlerne ville slå bro over klasserne

Af Jens Fonnesbech, freelancejournalist

Pia Friis Laneth: Respekt - historier fra Settlementet på Vesterbro.
Købes direkte hos Settlementet: mail: Settlementet@Settlementet.dk
Billeddokumentation af Anja Tollan
Pris 250 kr.

Det skal siges med det samme: Det er et flot jubilæumsskrift, Kristeligt Studenter Settlement har udgivet i anledning af 100 års jubilæet. Det er en bog, som går i dybden med den gode, utopiske ide, at præster og andet godtfolk, som måtte have ideer om at forbedre den arbejdende befolknings levevilkår, de må nødvendigvis også have tæt og daglig kontakt med de mennesker, de ønsker at hjælpe.

Det er i korthed Settlementets idé, udsprunget af socialt arbejde i London, hvor præster slog sig ned i fattigkvarterene for at leve side om side med beboerne. Akademikerne skulle slå sig ned - settle sig - for at hjælpe folk til at hjælpe sig selv, for at slå bro over klasserne, som det hed.

Det var fra London Richard Thomsen en missionsk socialdemokrat vendte hjem og grundlagde det første Settlement i Dannebrogsgade på Vesterbro. Og der var virkelig noget at tage fat på i et område med hårdtarbejdende familier i trange usunde lejligheder, børnearbejde, dårlige sundhedsforhold, arbejdsløshed, alkoholisme, ludere og lommetyve.

Alternativ til gaden
I 1918 flyttede den nyuddannede teolog Morville ind i Settlementet og blev daglig leder af de klubber, som skulle blive rygraden i Settlementets arbejde. Han var god til at komme overens med bydelens rappe unger. Målet var at give kvarterets børn og unge et alternativ til et liv i synd, som det hed dengang. Et forsøg på at få børnene væk fra gaderne. Hver aften var klubberne åbne med oplæsning af gode bøger, foredrag, sange, brætspil og korte taler af kristeligt indhold fra studenterne (i dag begrænset til forstanderens årlige prædiken i kirken). Man kunne også spare op i klubbens sparekasse. Ind i mellem var der også en udflugt om søndagen. For mange unge blev disse klubber et livslangt omdrejningspunkt for deres sociale liv.

Et hav af forskellige klubber har set dagens lys: fotoklubber, sportsklubber, strikkeklubber, madklubber, mødreklubber, kvindeklubber - alle blev de drevet af frivillige studerende, som var socialpolitisk engageret. Socialrådgivningen har også været en fast del - drevet af fastansatte socialrådgivere.

Men ikke alene for børn og unge - også de gamle fik et samlingssted med hyggeaftener med te eller kaffe, brød og sjældent kage. Ensomheden blev et tilbagevendende tema i årene derefter så allerede i 1916 var der tre afdelinger med mere end 150 medlemmer. Studenterne besøgte med jævne mellemrum de gamle i deres hjem, og som en beretter:

'Vi lærer, at det kan stå uhyre småt til for mennesker, men heldigvis sker det også, at vi i en fattig stue træffer en gammel ved hvis fødder, vi kan sætte os og lære så uhyre meget, høre et vidnesbyrd om Ham, der alene kan give mennesket kraft til at bevare sin sjæl uskadt gennem al sorg, nød og elendighed. Et sådan vidnesbyrd kan betyde mere end mange kristelige foredrag og prædikener.'

I strid med kommune og stat
'Respekt - historier fra Settlementet på Vesterbro' følger institutionens virke igennem alle årtierne frem til i dag. Vi følger den socialpolitiske udvikling sammen med de skiftende forstandere, som alle havde blik for, at det var nødvendigt at holde sig gode venner med magthaverne. Det giver sig alene af det faktum, at det offentlige i slutningen af tresserne stod for 70 pct. af Settlementets indtægter. Det offentliges bidrag er stadig centralt for Settlementets overlevelse. Det gør det ekstra besværligt at bide den hånd, som fodrer en.

I årenes løb har Settlementet sat mange skibe i søen. En af de første var erhvervelsen eller rettere bygningen af feriekolonien Lyngborgen ved Vig. For mange unge blev kolonien et paradis, den eneste mulighed for at komme væk fra byen og ud til sol og strand Her var der plads med frihed under ansvar. Her var der daglige rutiner og regler - alle havde deres tjanser med rengøring , kartoffelskrælning og opvask. Men det var frem for en svir for mor og børn, '...når vi ellers boede i en lille lejlighed på det mørkeste Vesterbro. Jeg har prøvet at holde ferie i et sommerhus, men nej tak. Så hellere Lyngborgen hvor der altid er sjov og ballade', som Gertrud siger i 1932.

Et af de sidste skibe er Sidegadeprojektet og Genbrugskompagniet - et forsøg på at skabe meningsfuldt arbejde til unge arbejdsløse. For 25 år siden var Saxogade nedslidt og fuld af lukkede butikker. Dem overtog Sidegaden og indrettede til café, cykelværksted, genbrugsbutik, sundhedsbutikker med det formål at kanalisere de unges frustrationer ind i konstruktive sammenhænge.

Sidegadeprojektet har i årevis ligget i strid med Københavns kommune, som ikke har ønsket at støtte dette beskæftigelsesprojekt. Kommunen ønsker at få de unge hurtigere aktiveret. Det har langt fra harmoneret med regeringers ønske om mere marked og målstyring. Sidegadeprojektet ligger dermed helt i forlængelse af det stærke socialpolitiske engagement, som Settlementet altid har stået for: Meningsfuldt arbejde, men ikke tilpasset beskæftigelsespolitikkens konforme krav. Derfor er projektets overlevelse truet, som skrevet står.

Ny socialpolitisk vækkelse
Fremtiden for Settlementet ligger ifølge forstanderen i en fornyelse af medborgerskabet, hvor borgerne er med til at sikre social og miljømæssig bæredygtighed i lokalsamfundet. Det kan blive et projekt, som peger fremad, ikke mindst for den ældre del af befolkningen. For hvad skal vi ellers lave fra vi holder på arbejdsmarkedet til vi dør som 80-90-100-årige eller overhovedet ikke kommer ind på det? Vi skal engagere os i lokalmiljøet. Det ser staten meget gerne, og det gør en stadig større del af befolkningen. Det skal blot ske ved klare aftaler mellem frivillige og ansatte - ikke ved at tage arbejdet fra de professionelle.

Egentlig var ideen om det gode liv for alle naivt som mål for socialpolitisk arbejde på Vesterbro, skriver forstander Johs. Bertelsen i forordet. '80 frivillige studenter overfor 80.000 arbejdere ludere og plattenslagere. Men troen på det umulige gør indtryk og skaber håb.'

For folk med interesse for social- historie og politik kan bogen stærkt anbefales. Her er inspiration at hente i et stædigt engagement. Og så skal endelig det store arbejde, som er lagt i billeddokumentationen fremhæves. Den sætter virkelig vægt bag ordene.
Forfatteren Pia Friis Laneth har skrevet historien om Settlementet, og man mærker hun kender socialhistorien som sin egen bukselomme. Hun har tidligere skrevet bestselleren 'Lillys Danmarkshistorie'.


Freelancejournalist Jens Fonnesbech