Brug hjælpepakkerne: Grøn energi er en bedre investering end nogensinde
Grønne investeringer er en bedre forretning end nogensinde, fastslår FN’s miljøprogram (UNEP) i en ny rapport
Foto: MHI Vestas

Brug hjælpepakkerne: Grøn energi er en bedre investering end nogensinde

Invester i grøn energi, når økonomien skal skubbes i gang efter coronakrisen, lyder det i en ny FN-rapport.
15. JUN 2020 12.00
TEMA: Corona

Krisen kan få fatale økonomiske konsekvenser for de lande, som er afhængige af at udvinde og eksportere olie. Lande, der satser på grøn energi, er heldigere stillet. Vedvarende energi fra vind og sol er en bedre forretning end nogensinde, fastslår FN’s miljøprogram (UNEP) i en ny rapport ifølge Videnskab.dk.

- Vi kan se, at den grønne omstilling er i fuld sving, siger Nils Stieglitz, der er præsident for den tyske Frankfurt School of Finance and Management i en pressemeddelelse ifølge Videnskab.dk.

Regeringer får en større og større gevinst ud af at sætte pengene på energi fra sol og vind. Derfor bør de investere i den grønne energisektor, når de med hjælpepakker sætter skub i hjulene efter coronakrisen, lyder det fra forfatterne.  

- Den nye forskning viser, at vedvarende energi er en af de smarteste og mest omkostningseffektive investeringer, der kan laves i forbindelse med hjælpepakkerne, siger den danske økonom Inger Andersen, som er chef for UNEP.

Vedvarende energi er billigere og mere omkostningseffektivt end nogensinde. Produktion af energi fra sol og vind har i de senere år overhalet den fossile energi fra olie, gas og kul, fremgår det i rapporten, som opgør, at der på verdensplan er blevet investeret tre gange så mange penge i den grønne sektor som i den fossile i 2019. 

Økonomisk stabilitet over grøn omstilling

Selvom der er mange fordele ved at gå over til vedvarende energi, kan det blive op ad bakke at overtale især de olieproducerende lande til at bruge corona-hjælpepakkerne på at sætte skub i den grønne omstilling, vurderer danske Allan Dahl Andersen, der er lektor på Center for Teknologi, Innovation og Kultur på Universitetet i Oslo.

- I Norge er der sket det stik modsatte. Regeringen har givet en stor redningspakke til olieindustrien, mens der kun er givet småpenge til den grønne omstilling, siger Allan Dahl Andersen, som forsker i innovation og industriel dynamik knyttet til omstillingen fra fossil til vedvarende energi. 

- Det kan helt sikkert godt betale sig at putte penge i vedvarende energi. Men det er bare ikke det, der er sket. De norske politikere har først og fremmest tænkt på at sikre den økonomiske stabilitet, fortsætter han.

Olieindustrien har stor politisk indflydelse. I Norge er der for eksempel mellem 150.000 og 250.000 arbejdspladser, som på forskellig vis knyttet til olieudvinding og eksport.

Samtidig har industrien haft held med at udbrede en fortælling om, at det norske velfærdssamfund er afhængig af olien, fortæller Allan Dahl Andersen. 

- De vigtigste og største politiske partier, tænketanke og fagforeninger er historisk tæt vævet sammen med olieindustrien, så det er måske lidt naivt at forestille sig, at hele industristrukturen og den politiske magt bliver sat ud af spil på grund af en pandemi, siger han som kommentar til UNEP-rapportens budskab.

- Lige nu tænker politikerne nok, at det handler om at holde næsen oven vande, at olie og gas er den vigtigste økonomiske aktivitet i Norge, og at hvis det hele bare falder på gulvet, så medfører det en stor økonomisk krise og mindre råderum til at tænke i et grønt skifte, forklarer han.

En kamp for arbejdspladser

Brian Vad Mathiesen, der er professor og forsker i fremtidens energisystem på Aalborg Universitet, genkender problemstillingen. 

- I de sidste mange år har jeg talt med mange mennesker om det. Det er naturligt, at der bliver kæmpet for den industri, der har flest arbejdspladser. Men man må bare sige, at det holder ikke i den fremtid, vi kigger ind i, at subsidiere (at staten giver økonomisk tilskud til noget for at holde prisen på bestemte varer nede eller for at støtte et bestemt erhverv, red.) den fossile energisektor uden at stille krav, siger Brian Vad Mathiesen.

Kun hvis man investerer i vedvarende energi og lægger CO2-afgifter på den fossile, kan man forskubbe magtbalancen, så den grønne sektor får mere magt end den sorte, vurderer professoren. 

- Jo mere den vedvarende energibranche vokser, desto mere styrke og indflydelse får den. Det kan betale sig at bruge coronakrisen til at ændre den vej, vi kører ud af, og investere i at nå det mål, vi har forpligtet os til i Parisaftalen, siger Brian Vad Mathiesen. 

esl

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt