
BILLUND: Torsdag tog Billund Kommune hul på en ny samarbejdsmodel kaldet 'den billundske model', der skal bidrage til, at opgaver i hjemmeplejen løses på en ny og mere selvstændig måde.
- Vi startede her til morgen med fælles morgenmad til de medarbejdere, der har valgt at deltage i projektet. Det var en fornøjelse, og der var så god stemning. I første omgang deltager 12 medarbejdere og op mod 80 borgere i forsøget, fortæller Ann Charlotte Gaardsvig Vilstrup til DK Nyt.
Planen er, at medarbejderne de næste 14 dage skal sætte sig ned, dele erfaringer og finde ud af, hvilke tiltag de vil forsøge at føre ud i praksis. Det betyder også, at 'den billundske model' ikke har et design eller facit endnu. Det bliver ifølge formanden for voksenudvalget udviklet undervejs.
- Der er høje forventninger. Og som der var en der sagde i morges, at hvis en borger er vant til at bade om aftenen, men hellere vil bade om morgenen, så skal vi kigge på, om vi ikke kan imødegå det. Det er sådan nogle ting, de nu skal sidde og finde ud af, hvordan vi løser, forklarer hun.
Evalueres om tre måneder
Målet er også, at 'den billundske model' skal være med til at gøre arbejdet i hjemmeplejen mere attraktivt, så det er lettere at rekruttere og beholde medarbejdere i hjemmeplejen.
- Vi skal sætte os ned og se på, hvordan vi kan skabe et arbejdsmiljø, hvor vi tilgodeser beboernes behov, men samtidig også tilgodeser medarbejdernes behov. Det betyder mere ansvar til den enkelte medarbejder, men det betyder også mere frihed.
Når medarbejderne har brugt de 14 dage på at finde ud af, hvilke tiltag de vil føre ud i praksis, så starter forsøget i tre måneder, og derefter vil det blive evalueret.
- Og så gør vi det igen, og så er de første 'børnesygdomme' formentlig elimineret, og så ved vi, hvad vi skal gøre, og hvad vi ikke skal gøre.
Det er borgere i Mejerigården, der i første omgang er en del af forsøget. Udvalget har prioriteret, at der skal bruges knap 1,4 millioner kroner om året de næste to år på den nye måde at drive hjemmepleje på. Det skal endeligt vedtages i oktober.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.