
AARHUS: Torsdag skal Aarhus Byråd behandle en byggesag om et omdiskuteret højhus på Mindet 6. Byggesagen skulle have været behandlet onsdag aften, men blev udskudt til et ekstra møde torsdag. Planen var, at projektet skulle have været færdigbehandlet, men efter et gruppemøde har Socialdemokratiet, der sidder på borgmesterposten, ændret syn på den videre proces.
Ifølge de oprindelige planer skulle højhuset være 150 meter højt og indeholde erhverv, detailhandel og rekreative områder. Bygningen ville være byens højeste, men dens højde og udtryk vækker ikke begejstring alle steder. Da lokalplanen, der skal gøre byggeriet muligt, blev sendt i høring, førte det til 243 høringssvar.
Udover kritik af højden og arkitekturen indeholdt høringssvarene også bekymring for trafikale konsekvenser af bygningens parkeringshus, og hvordan byggeriet påvirker områdets kulturmiljø. I nogle høringssvar blev der dog bakket op om placeringen og det, at man vil skabe en moderne by med plads til arbejdspladser.
Det er ikke kun blandt byens borgere, at der har været utilfredshed med det mulige højhusbyggeri. Allerede inden projektet blev sendt i høring, kritiserede SF planerne. Partiet, der sidder på fire ud af byrådets 31 medlemmer, skrev i en mindretalsudtalelse, at højhuset ville være for "højt til den foreslåede placering” og ville komme til at "dominere Aarhus’ skyline”. SF foreslog, at byggeriet skulle “væsentligt” reduceres, og at der skulle ændres på arkitekturen, så bygningen er mindre “klodset”.
S: Brug for mere afklaring
Da kommunens magistrat behandlede byggesagen 31. maj, kunne SF og Enhedslisten ikke støtte projektet, mens Venstre, DF og De Konservative ikke havde nogen bemærkninger. Samme dag udtalte Steen B. Andersen, der er næstformand for den 11 mand store socialdemokratiske byrådsgruppe, til JP Aarhus, at han så byggeriets højde som et problem, og at det hellere skulle være 110 meter.
Hidtil have Socialdemokratiet bakket op om byggeplanerne, og deres medlemmer af Magistraten havde ikke samme syn på sagen som Steen B. Andersen. Senere kom han med en præcisering af, at Socialdemokratiet ville afvente den videre behandling af sagen, inden der bliver taget endelig stilling. Men efter partiets gruppemøde tirsdag er det ikke længere sikkert, at behandlingen af sagen har nået sin ende.
Over for JP Aarhus udtaler Steen B. Andersen, at man nu vil have sagen sendt tilbage til teknisk udvalg, hvor berørte beboere kan foretræde for udvalget, og en række spørgsmål om bl.a. bygningens højde og problemer med parkeringshus og trafikken skal afklares. Dermed er det ikke sikkert, at sagen når at blive færdigbehandlet inden sommerferien og byrådets sidste møde 22. juni.
- Derudover vil vi studere visualiseringerne og forbeholde os ret til at bede om flere visualiseringer, ikke mindst i forhold til centrum af Aarhus, hvor både biskop og Den Gamle By har udtrykt bekymring over højhuset, siger Steen B. Andersen.
Kritik fra biskop og Den Gamle By
De mange høringssvar til lokalplanen er kommet fra foreninger, virksomheder og borgere - heriblandt Aarhus Stift og Den Gamle By. Udover høringssvarene har biskoppen i Aarhus Stift, Henrik Wigh-Poulsen, og Den Gamle Bys museumdirektør, Thomas Bloch Ravn, sammen haft bragt et åbent brev til byrådet i Lokalavisen Aarhus. De er bekymrede for højhusets aftryk på bymidten, domkirken og de bevaringsværdige dele af den ældste industrihavn.
I et høringssvar lyder bekymringen fra Aarhus Stift, at “Placeringen og højden risikerer, at påvirke oplevelsen af domkirken i byens skyline. Det bør derfor nøje belyses, hvilken indvirkning bygningen får på den visuelle oplevelse af Aarhus Domkirkes særlige status som midtbyens kulturhistoriske pejlemærke”.
Også Den Gamle By er bekymret for, at højhuset vil svække kulturmiljøerne omkring den 96 meter høje domkirke, den middelalderlige bykerne og De Syv Søstre på den gamle industrihavn.
I høringssvaret påpeger Den Gamle By også betydningen af kulturhistoriske miljøer og skriver, at “En by med tydelige kulturhistoriske fortællinger generer både økonomi i form af øget turisme, vækst og en øget glæde blandt borgerne over at bo i by med mange iboende fortællinger. Projekter af denne størrelse vil påvirke kulturarven negativt, og det vil være uigenkaldeligt”.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.