11 grønne organisationer foreslår klimaafgift på flyrejser

Gruppen anbefaler politikerne at kigge mod Sverige, Norge og Tyskland, hvor der allerede er indført afgifter på flyrejser
5. DEC 2018 10.41

Det er hårdt for klimaet, når vi sætter os ind i et fly. Derfor er det nødvendigt at begrænse antallet af flyrejser. Det mener en gruppe af 11 organisationer, som sammen foreslår at indføre en klimaafgift på flyrejser.

- Flyvning er ikke alene den mest klimaskadelige, men også den hurtigst voksende transportform. Hvis vi skal sikre et stabilt klima, skal vi reducere i CO2-udledninger i hidtil uset omfang. Det mest logiske første træk for at begrænse flyenes klimaskader er at gøre det dyrere at flyve, skriver gruppen i en pressemeddelelse.

Gruppen består blandt andet af Greenpeace, Danmarks Naturfredningsforening og Det Økologiske Råd. Derudover indgår en række mindre organisationer, der på hver sit område arbejder med grøn omstilling.

Gruppen anbefaler politikerne at kigge mod Sverige, Norge og Tyskland, hvor der allerede er indført afgifter på flyrejser.

I Norge er der en afgift på 65 kroner på alle flyrejser. I Sverige er afgiften på 45 kroner i Europa. Rejser i resten af verden beskattes med 182-292 kroner afhængig af længden.

Idéen er desuden, at indtægterne fra flyafgifterne skal øremærkes til grøn omstilling i transportsektoren.


Ritzau

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt