Farvel til regionerne

Der går en historie om den tyske politiker Konrad Adenauer og en genistreg han begik, da han ved Forbundsrepublikkens (Vesttysklands) dannelse efter krigen indfandt sig i det lokale, hvor de stiftende politikere skulle mødes. Han var 73 år dengang, så sig om i lokalet, sagde tilsyneladende beskedent 'jeg er vist den ældste her', og satte sig med etikettens autoritet for bordenden. De andre anså ham fejlagtigt for ufarlig og lod det passere, men da han rejste sig igen adskillige timer senere, var det som den nye republiks første forbundskansler. En post han først afgav i 1963 efter at være fyldt 87.

I sammenligning lyder regionsrådsformand Bent Hansens (S) begrundelse for ikke at ville genopstille unægtelig noget pivet. Han 'kan ikke se sig selv' som toppolitiker ved enden af næste valgperiode, hvor han vil være - ja, 73 år. Men tiden er en anden, og omstændighederne ikke mindst. Og hvad Bent Hansen angår er der vist aldrig nogen der har hverken fejl- eller undervurderet hans vilje til magt.

Gennemslagskraften fejler heller ikke noget, og både hvad angår Region Midtjylland og paraplyorganisationen Danske Regioner er Bent Hansen nærmest synonym med begge. Var det gået efter planen i 2015, så regionernes forening var blevet fusioneret ind i KL, ville Bent Hansen ikke alene have været Danske Regioners første formand men også den eneste - en risiko han nu undgår ved simpelthen at sige farvel til regionerne, både sin egen i Midtjylland og de andre i den fælles forening.

Derimod består der stadig en risiko - som nogle ville kalde et håb - for at efterfølgerne de to steder bliver de sidste på posterne. Regionerne var fra starten en slags afværgeforanstaltning mod amternes overlevelse, og som regionerne blev skåret til, ville de uden videre kunne transformeres til statslige administrative enheder, når først de regionale politikere havde taget øretæverne for alle lukningerne af de små sygehuse.

Det er cirka der vi står lige nu, og det er da også talrige gange undervejs blevet luftet som mulighed, at regionernes dage var både få og talte. De første regionsråd fik et indkøringsår, før de endegyldigt overtog efter amterne, og den mulighed har hele tiden ligget og simret, i hvert fald siden det andet regionsrådsvalg i 2009, at de næste regionsråd kunne blive de sidste med den modsatte opgave af de første: at bruge et år på at lukke ned og give opgaven videre.

Sådan er det også i nærværende valgår. Senest i statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) lykønskning i anledning af regionernes ti års jubilæum erklærede han regionerne 'stadig til diskussion' - en diskussion der allerede er overstået i de andre partier bag regeringen, hvor Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Konservative er klar til at dreje nøglen hvad dag det skal være, hvis ellers der var et flertal for det. Det er der kun hvis Venstre vil være med, og kun så længe de fire partier tilsammen er større end resten af Folketinget.

Om det er gældende tilstand efter FV19 er rent gætværk. Det er også rent gætværk - omend det hurtigere vil stå klart om man har gættet rigtigt - om en ny formand for regionerne vil være et plus eller et minus på regnebrættet for deres overlevelse eller undergang. Foruden Bent Hansen i Region Midtjylland skal også Jens Stenbæk (V) afløses i Region Sjælland, og i Region Syddanmark er Carl Holst (V) som bekendt for længst ude og afløst af Stephanie Lose (V), så der er to-tre nye/halvnye at vælge imellem når næste hold regionsrådsformænd skal finde ud af hvem af dem der skal være formand for Danske Regioner.

Vil en ny formand fra S-siden være et plus eller et minus i forhold til Bent Hansen? Eller vil en formand fra V-siden betyde noget for statsministerpartiets overordnede syn på regionerne? Og vil det i sidstnævnte tilfælde gøre nogen forskel hvilket parti der er statsministerparti? Spørgsmål er der nok af, og selv om de første svar vil komme straks efter 21. november, så kan de næste lade vente længe på sig. Hvis de overhovedet kommer.