
Private midler skal løfte EUs slunkne kommunale kasse
BRATISLAVA: Der var dystre blikke i salen, da formanden for EUs regionsråd, Markku Markkula præsenterede den virkelighed, han ser for de såkaldte strukturfonde, der støtter innovation, iværksætteri, grøn omstilling, uddannelse og beskæftigelsesfremme rundt om i regioner og kommuner i EU. Den dystre flok var samlet i Bratislava, Slovakiet, regionalrådets Summit, der bliver afholdt hvert andet år.
Et enormt fald i offentlige midler betyder nemlig, at hvis strukturfondene skal fortsætte med at eksistere, er en ny investeringsplan med flere private midler nødt til at blive virkelighed. Og beskeden fra formanden var klar:
- EU er nødt til at adressere det alarmerende fald i offentlige investeringer, hvis vi i fremtiden vil sikre, at der ikke er et investeringsgab mellem øst og vest, som efterlader Øst- og Centraleuropa bag os andre. Ellers kan vi aldrig genvinde den offentlige tro på det fælleseuropæiske projekt, siger Markku Markkula og fortsætter:
- Vi er nødt til at se nærmere på private midler og investeringer. Især til at skabe mere uddannelse og innovationsforskning. Derfor har vi brug for mere støtte til start-ups og iværksætteri, fordi det ikke er lige så muligt at støtte med offentlige midler, som det tidligere har været. Vi skal se på, hvordan vi får bedre resultater med færre penge i fremtiden.
Strukturfonde i Danmark
Danmark har fire højtudviklede regioner i EU-regi og én såkaldt transistionsregion. Transistionsregioner er områder, som grundet lav beskæftigelse, høj forurening eller andre forhold ikke kan defineres som en højtudviklet region. I Danmark er det region Sjælland, som halter en smule bagefter de andre. Især på grund af høj ungdomsarbejdsløshed.
Derfor har Region Sjælland også mulighed for at søge flere mider fra EUs strukturfonde end de andre danske regioner.
I hele Danmark drejer det sig om cirka 3 mia. kr., der over den seks-årige periode 2014-2020 investeres i innovation, iværksætteri, grøn omstilling, uddannelse og beskæftigelsesfremme.
Private midler
Strukturfondenes formål er at udligne forskellene mellem regioner i EU. I Slovakiet, hvor The Summit foregik i weekenden, kommer 80 pct. af de offentlige investeringsmidler fra EU, forklarer guvernør for Bratislava-regionen, Pavol Freso.
- Vi er nødt til at kunne gøre mere med de midler, vi får fra EU, hvis vi i fremtiden skal kunne følge med. Især her efter Storbritannien har stemt sig ud af EU. Vi foreslår, at pengene i fremtiden derfor også kan gå til sociale forhold, sundhed og transport. Derfor er jeg også glad for at se netop disse områder i Bratislava-deklarationen.
Ifølge en undersøgelse fra OECD har medlemsstaterne i EU siden 2008 oplevet, at de offentlige finanser og dermed de offentlige investeringer er faldet markant. Nu er der så få midler i kassen, at private er nødt til at komme ind over investeringerne, hvis det skal være muligt fortsat at uddele nok midler fra strukturfondene til at udligne forskellene mellem regionerne.
- Borgerne i EU kræver, at de kan se resultater af vores samarbejde, og derfor skal investeringerne fra EU fortsat være noget, der batter, på lokalt plan. Cirka 60 pct. af de offentlige investeringer i EU står lokalbestyrelser og regionsråd for. Derfor er politikerne nødt til at redirigere deres opmærksomhed på at skabe flere private investeringer i alle EUs regioner. Det her er ikke længere ‘business as usual’, siger formanden for det europæiske regionsråd Markku Markkula.
Bratislava-deklarationen
Et af de værktøjer, som det europæiske regionsråd har taget til sig, er Bratislava-deklarationen, som kom ud af mødet i Bratislava denne weekend. Her priser medlemmerne af det regionale råd sig lykkelig for the European Fund for Strategic Investments (EFSI), og fortæller, at netop denne strategi er en, man skal læne sig op ad i fremtiden. Samtidigt håber de lokale politikere i rådet, at også andre end de fattigste regioner i fremtiden kommer til at få noget ud af et forsøg på øgede private investeringer i EU projekter.
Kravene i deklarationen kommer under midtvejsevalueringerne af de strukturfonde, der er blevet uddelt for perioden 2014-2020 og samarbejdspolitikken efter 2020, der skal fjerne ulighederne i regionerne.
Blandt de 16 punkter i deklarationen kan man blandt andet læse, at regionsrådet kræver, at deleøkonomien bliver taget seriøst i medlemsstaterne, at investeringer fortsætter med hovedsageligt at være lokale, og at det skal være simplere at søge strukturfondene i fremtiden.
Konferencen, der blev afholdt i Bratislava, bliver holdt af Committee of the Regions hvert andet år. Fra Danmark deltog fem regionsrådsmedlemmer samt borgmester i Rudersdal Jens Ive (V), som repræsenterede KL.
Det er det land, som har formandsposten for ministerrådet, der afholder konferencen. I 2012 var det land Danmark under Helle Thorning-Schmidts regering, og konferencen blev i dette år derfor afholdt i København.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.