dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
KV17: Røde højborge og svingkommuner vælger S-spidser
Efter Jacob Bundsgaard har offentligjort de personlige stemmetal ved KV13 hilser han på tidligere borgmester i Aarhus Thorkild Simonsen (S). (Foto: Gregers Tycho, Polfoto).

KV17: Røde højborge og svingkommuner vælger S-spidser

Følg med i optakten til valget - Socialdemokrater mønstrer afprøvede og uprøvede spidskandidater i Aarhus, København, Aalborg, Glostrup, Struer, Herning, Vordingborg, Rebild og Vesthimmerland
6. JUL 2016 12.22

Siden seneste KV17-opsamling, hvor vi fokuserede på kvindelige borgmesterkandidater, er der i både store og små kommuner udpeget og valgt endnu en række spidser, ikke mindst blandt Socialdemokraterne, der ved KV13 gik fra 49 til 33 borgmestre - og måtte iagttage Venstre omvendt øge sin andel fra 31 til 48. Et tal, der voksede til 49 - nøjagtig halvdelen af de 98 - da Læsøs borgmester Tobias B. Johansen i august 2014 hoppede til Venstre fra Læsø Listen.

I de store bykommuner står S traditionelt stærkt - allerstærkest i Aarhus, hvor borgmester Jacob Bundsgaard igen er udpeget som spids. Partiet sidder på 41,9 pct. af byrådspladserne, og det lykkedes Bundsgaard at hente 39.237 personlige stemmer ved KV13, første valg, hvor han var opstillet øverst.

Det overstiger endda stemmetallet fra partifællen i København, hvor overborgmester Frank Jensen ved det seneste valg reducerede sin personlige opbakning fra 35.864 til 28.625.  Og netop de to socialdemokratiske topfolk placerede sig dermed på de to øverste pladser blandt de numeriske stemmeslugere ved KV13.

I København sidder S på 16 ud af 55 pladser i Borgerrepræsentationen svarende til 29,1 pct. I Aalborg har den tilsvarende procent ligget på 38,7 pct - 12 ud af 31 pladser i byrådet er socialdemokratiske. Og borgmester Thomas Kastrup-Larsen, der igen er udpeget som spids, scorede ved KV13 16.671 personlige stemmer - det var hans første valg som spids.

Så vidt tre røde højborge - hvor Aarhus dog brød den socialdemokratiske 'kongerække' i en blå periode med Louise Gade (V) i spidsen fra 2002-05. 

Glostrup var før i tiden også en sikker S-kommune, men de mange perioder med S-borgmester sluttede med Søren Enemark, der efter KV09 kunne se til, at SF'eren Charlotte Brangstrup opsigtsvækkende vippede balancen over til de blå. I frustration begik Enemark den forbrydelse, at han bad sin sekretær grave personfølsomme oplysninger frem om overløberen - hvilket siden indbragte ham 30 dages fængsel på et tidspunkt, hvor han forlængst havde forladt byrådet.

Den nuværende borgmester John Engelhardt (V) placerede sig for bordenden på den mildest talt dramatiske baggrund, og efter Peter Sørensen var spids for S ved KV13, har partiet fundet sig en ny, oplyser den lokale formand Torben Jensen til dknyt: Lisa Ward vandt over Gitte Limkilde - med stemmefordelingen 60-40 pct. i Lisa Wards favør. Hun er skoleleder, og Torben Jensen, spår, at netop skoleområdet bliver centralt i valgkampen, hvor han ser en god mulighed for at vinde borgmesterkæden tilbage.

Ved KV13 måtte der fintælling til, før det borgerlige borgmesterflertal på 10-9 bestående af V og DF, stod fast.

Struer er svingkommune, hvor både den tidligere og den sammenlagte kommune med navnet Struer har svinget mellem S og V - og Thyholm Kommune svingede mellem K og V. For tiden er Mads Jakobsen (V) borgmester, han afløste efter KV13 Niels Viggo Lynghøj (S), som nu - uden modkandidat - har fået sit partis mandat til at forsøge sig igen.

Efter hans borgmesterperiode mistede partiet et mandat, og han selv mistede personlige stemmer fra 2.064 til 1.609.

Man skal mange år tilbage, før Herning blev malet rød på det kommunale landkort: Det var dengang Hilmar Sølund var politisk overhoved fra 1990-98. Siden 2002 har borgmesteren været Lars Krarup (V) - som har blandet sig i toppen af stemmeslugerlisten - når det gælder om at score højeste andele af stemmerne i kommunen, og han er ganske enkelt svær at vippe.

Veteranen Finn Stengel Petersen med 24 år i byrådet bag sig har ved de seneste valg stået øverst på liste A, der i dag har fire ud af 31 pladser i det V-dominerede byråd. Ved en urafstemning viste han fortsat, at han har opbakning, men blev dog i en snæver afstemning overgået af en tidligere SF'er. Tommy Tønning proklamerede mere kant til det borgerlige flertal og vandt med stemmerne 110 mod 93 over partiets mangeårige førstemand, skriver Herning Folkeblad.

Finn Stengel Petersen havde givet det ultimatum, at hvis han blev vraget, ville han stoppe helt i byrådet, så det gør han.

Vordingborg havde S-borgmester i skikkelse af Henrik Holmer fra 2007-13. Han meldte sig ud af politik efter sin seneste periode, og partiets nummer et ved KV13, Martin Leider Olsen, fik et flot personligt stemmetal ved sit første kommunalvalg, men det lykkedes ikke at fastholde borgmesterposten. Under tragiske omstændigheder blev han 1. maj 2014 fundet død efter at have være forsvundet og meldt savnet i flere måneder.

Borgmesterposten gik ved KV13 i stedet til den tidligere Møn-borgmester Knud Larsen (V), der nu vil stoppe og som V-spids er blevet erstattet af Michael Seiding Larsen. Socialdemokraterne har nu numer to fra listen ved KV13, Mikael Smed som nummer et. Så i Vordingborg bliver det Michael mod Mikael.

I Rebild har S fire ud af 25 pladser og blander sig umiddelbart ikke specielt i borgmester-opløbet. Ved KV13 fik Rebild landets eneste radikale borgmester i skikkelse af Leon Sebbelin, der afløste Anny Winther (V), der havde regeret i to perioder i den sammenlagte Rebild Kommune - og tidligere i Støvring.

Ifølge Nordjyske vandt byrådsmedlem og gruppeformand Thøger Elmelund Kristensen en urafstemning om spidskandidaturet hos S foran André Ellegaard Jensen med stemmerne 82-32.

I Vesthimmerland er der for tiden konservativ borgmester - Knud Kristensen - og kommunen har svinget mellem V og K. Knud Kristensen vil gerne fortsætte, men er endnu ikke udpeget som K-spids, mens V har valgt Per Bach Laursen som sin spids. Socialdemokraterne sidder på bare fire ud af 27 pladser - og har genvalgt Palle Jensen, der dermed bliver spids for tredje gang.

Overfor Nordjyske nævner han partiets førsteprioritet som velfærd og service til borgerne, men 'at det ikke nemt at få råd til, da de borgerlige har vedtaget at investere 115 mio. kr. i en omfartsvej udenom Aars'.


Har du kendskab til nyopstillede spidskandidater, der endnu ikke har været omtalt af dknyt, så giv gerne lyd til [email protected]

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.