
Eks-rådmand i politisk comeback i Aalborg
AALBORG: Tidligere SF-rådmand Anne-Dorte Krog gør comeback til KV17 som spidskandidat for Den Sociale Fællesliste, oplyser TV2 Nord. Hun fik som SF's spidskandidat ved KV09 3.673 personlige stemmer.
Dermed sikrer listen sig et navn, der sandsynliggør, hvad der ikke lykkedes ved KV13: At blive repræsenteret i byrådet. Den Sociale Fællesliste stillede op med ni navne og opnåede med 1.274 stemmer ikke nok til en plads.
På den røde fløj, der havde borgmesterposten både før og efter valget i skikkelse af Thomas Kastrup-Larsen (S), bevarede Socialdemokraterne ved KV13 sine 12 pladser, Enhedslisten kom ind med tre mandater - mens SF fik en åreladning fra fem til bare den ene nuværende plads.
I Aalborg blev Den Sociale Fællesliste etableret i maj 2013, hvor byrådsmedlem Poul Erik Lyngdorf i protest mod S-SF-R-regeringens politik meldte sig ud af Socialdemokraterne. 'Uligheden er ikke blevet bedre efter, at Socialdemokraterne kom til magten. Det er noget skrammel', sagde han dengang.
Lyngdorf havde ved KV09 fået femteflest personlige stemmer på liste A - 1.196 - og repræsenterede efter en tid som løsgænger i byrådet den nye liste, der altså med ham som spidskandidat ikke kom i byrådet ved KV13.
I Rebild gik det bedre
Anne-Dorte Krog, der nu er klar igen, havde i 2012 meldt sig ud af SF, fortsatte som partiløs skole- og kulturrådmand og valgte ikke at stille op til KV13. Hun siger nu til TV2 Nord, at hun 'har fundet et politisk ståsted, hvor jeg kan se mig selv i øjnene og glæder mig til at være med til at sætte en social dagsorden'.
Hendes exit fra SF kom i marts 2012 efter en større turbulens i byrådsgruppen, der bød på intern mistillid og udmeldelser.
I Rebild havde Den Sociale Fællesliste større held med at komme ind - den nye liste fik ved KV13 hele tre pladser. Allan Busk havde forladt S, mens han sad i byrådet, og fik yderligere to med ind, da han stillede op for den nye liste.
Socialdemokratere mistede samtidig tre af sine syv pladser, SF mistede den ene af sine to, og EL kom ind med 1. Allan Busk er i dag viceborgmester.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.