dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
Væk fra en langgaber – kommuner skaber ny mødekultur
Fredag formiddag blev der diskuteret alternative mødeformer i Kommunens og dknyts telt. Foto: Lærke Cecilie Lindegård

Væk fra en langgaber – kommuner skaber ny mødekultur

Gribskovs borgmester vil hente demokratisk inspiration fra Hedensted og mødestruktur fra Frederiksberg ovenpå dagens debat om nye, politiske mødeformer
17. JUN 2016 14.22

BORNHOLM: Mødekulturen i Gribskov Byråd er et klasseeksempel på, hvor 'galt' det kan gå. Her varer byrådsmøderne til tider mellem seks og otte timer, og en stor del af tiden går med, at de samme pointer bliver fremlagt igen og igen.

- Dét er præcis derfor, kulturen skal ændres, sagde Hedensteds borgmester Kirsten Terkilsen (V) henvendt til sin borgmesterkollega og partifælle fra Gribskov, Kim Valentin.

I Hedensted har man indført en særlig form for dialogmøder, der ligger forud for de ordinære udvalgsmøder, hvor byrådspolitikerne mødes til fri drøftelse i et mere uforpligtende møderum.

- Vi er meget påpasselige med, at der på dialogmøderne ikke bliver besluttet noget. Det er et frirum for politisk snak uden nogen dagsorden, fortalte Kirsten Terkilsen under debatten i Kommunens og dknyts telt fredag formiddag.

Tilmed er repræsentanter fra forvaltningen med på en lytter til møderne, hvilket giver dem god forståelse af politikernes tanker. En model, som Valentin skrev sig bag øret, lod han vide.

Mandagsmodellen
I Skanderborg har man i et stykke tid gjort brug af ad hoc-udvalg, der fungerer parallelt med de almindelige fagudvalg, og hvor politikerne kan organisere sig omkring aktuelle projekter, de selv finder interessante. Her bliver hverken diskuteret økonomi, sagsbehandling og udvalgene har ingen beslutningskompetence.

- Udvalgsmøder i traditionel forstand er en langgaber, som ikke giver nogen mennesker mod på livet. Det her er politik con amore, fortalte borgmester Jørgen Gaarde (S).

Et anderledes eksperiment kører i Frederiksberg; den såkaldte mandagsmodel, hvor man har besluttet at klare alle udvalgs- og byrådsmøder på én dag i ét hug. Og det kræver høj mødedisciplin, så alle udvalgsmøder slutter samtidig.

- Hos os bliver der banket på døren af politikerne og andre udvalgsdeltagere, hvis tiden skrider, sagde rådmand Balder Mørk Andersen (SF). Han pegede desuden på, at mandagsmodellen tager hensyn til familielivet ved siden af politik.

Frem til lørdag kl. 10 kan hele debatten - der varede en time - følges på dknyt og Kommunens Peeriscope-streaming.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.